De fortsatte covid-nedlukninger i Kina er begyndt at gøre ondt på verdens andenstørste økonomi

Mens der officielt er registreret nul dødsfald som følge af Shanghais seneste covid-udbrud, er økonomien lagt i respirator, og verdensøkonomien vil føle konsekvenserne af de store nedlukninger i Kina.

Politibetjente står foran afspærrede fødevarebutikker i Shanghai. (Foto: ALY SONG)

De fortsatte covid-nedlukninger i Kina er begyndt at gøre ondt på verdens andenstørste økonomi. Med de højeste smittetal siden begyndelsen af coronapandemien og som følge af den kinesiske regerings nul-covid strategi er flere store kinesiske byer delvist eller helt lukket ned.

Blandt de 100 største byer i Kina har 87 således lagt restriktioner på beboerne, hvoraf 10 betragtes som ”hårdt restriktive” ifølge undersøgelser fra Gavekal Dragonomics, der er et research-firma.

Nye beregninger fra Verdensbanken viser, at det vil tage 0,5 procent af den kinesiske vækst, hvis den kinesiske regering fortsætter med at lukke ned på samme måde. Det er især privatforbruget, der rammes hårdt, og som i forvejen stadig ikke er kommet sig efter nedlukningerne i 2020.

Den kinesiske vækst kan aftage med 0,5 procent på grund af coronanedlukninger. (Foto: ALY SONG)

Mindre i indkøbskurven

Under tidligere nedlukninger har kineserne siddet hjemme og brugt penge på nettet, men under den nuværende nedlukning i Shanghai har beboerne end ikke haft den mulighed, da Shanghai er lukket af fra resten af landet, og alt andet end essentielt gods ikke får lov til at blive transporteret ind i byen.

Flere danske selskaber har store vækstdrømme i Kina, heriblandt Lego, der sidste år åbnede 95 butikker i landet, og Pandora, som har planer om at tredoble salget i landet.

I Europa er det især Tysklands eksportorienterede økonomi, der er mest følsom overfor, hvad der sker i det kinesiske marked, men danske virksomheder, der fungerer som underleverandører, vil også blive ramt.

Stagnerende produktion og faldende boligmarked

I takt med at andre lande er gået tilbage til noget nær normaltilstand efter covid, har folk skiftet indkøb af varer ud med oplevelser og services, og derfor er aktiviteten på kinesiske fabrikker også faldende. Produktion og eksport udgør fortsat en stor del af kinesisk økonomi med lange forsyningskæder, der strækker sig over hele landet.

Oveni faldende privatforbrug og produktion har boligmarkedet også fortsat sin deroute fra sidste år som følge af ny strengere regulering af kinesiske byggeselskaber som for eksempel giganten Evergrande, som kom i vælten sidste år.

Den gennemsnitlige boligpris i Kinas 70 største byer faldt for femte måned i træk i marts, viser research fra Hang Seng bank. Boligmarkedet har været en historisk vigtig kilde til vækst i Kina, og lokalregeringer er begyndt at slække på de nye reguleringer for at stimulere byggeriet og efterspørgslen.

Skulle boligmarkedet falde mere, kunne det have indflydelse på råvarepriserne verden over. (Foto: © Aly Song / Reuters)

Færre nye boliger i Kina vil have betydning for globale råvarepriser, hvor Kina har været storaftager det sidste årti – i særdeleshed når resten af verdensøkonomien har kæmpet med modgang.

Højt vækstmål

Det er kun en måned siden, at den kinesiske regering satte et vækstmål for 2022 på 5,5 procent, hvilket blev beskrevet som ambitiøst, grænsende til det uopnåelige allerede inden de seneste nedlukninger. Verdensbanken forventer 4% vækst i landet, hvis nedlukningerne fortsætter, som de har gjort hidtil.

Kinesiske vækstmål er politiske, og regeringen vil have svært ved at acceptere lav vækst i et år, hvor præsident Xi Jinping højst sandsynligt vil starte sin tredje periode som Kinas leder. Og historisk set når økonomien det politisk satte vækstmål, enten via flere investeringer eller bedre lånemuligheder til bankerne.

Der er allerede blevet lempet på pengepolitikken med fokus på nemmere adgang til nye lån for virksomheder og lavere kapitalkrav til bankerne.

Men privatforbruget bliver sværere at rette op. Modsat mange vestlige lande har man ikke eksperimenteret med direkte pengeoverførsler til borgerne i Kina under pandemien. I flere kinesiske byer og Hong Kong har man givet indkøbsvouchers til folk, der skal bruges inden for en vis periode.

Med ingen udsigt til at den kinesiske regering slækker på den succesfulde nul-covid politik, går økonomien et svært andet kvartal i møde.