Cuba underskriver menneskerettigheder

Cuba vil efter mange års kritik fra udlandet underskrive FN's menneskerettighedskonvention. Samtidig blev demonstranter på gaden tilbageholdt, da de ville markere FN's menneskerettighedsdag.

Cuba vil underskrive FN's menneskerettighedskonvention til marts. (© Scanpix)

Cuba vil efter mange års kritik fra udlandet underskrive FN's menneskerettighedskonvention.

Sådan lyder meldingen fra landets udenrigsminister, Felipe Perez Roque, der siger, at Cuba vil underskrive FN's menneskerettighedskonvention allerede til marts.

- Cuba vil hurtigst muligt underskrive den internationale aftale om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, sagde udenrigsministeren.

Demonstranter på gaden

Men vestlige diplomater forholder sig skeptiske til udmeldingen. De mener ikke, at cubanerne skal sætte næsen op efter hverken fuld ytringsfrihed eller fri udrejsetilladelser.

Noget kunne tyde på, at de har ret.

For mens udenrigsministeren annoncerede, at Cuba ville tilslutte sig menneskerettighedskonventionen, gik demonstranter på gaden i Havanna for at markere FN's internationale menneskerettighedsdag.

De blev tilbageholdt af regeringens og Fidel Castros støtter.

Facebook
Twitter