Cyklonen Idai: Satellitfotos viser storby før og efter

En cyklon i det østlige Afrika påvirker 531.000 mennesker i Mozambique.

Cyklonen Idai ramte Mozambique for en uge siden med vindstød på op mod 170 kilometer i timen, inden den fortsatte sin ødelæggende færd mod Malawi og Zimbabwe. (Foto: SIPHIWE SIBEKO © Scanpix)

Antallet af døde efter en voldsom cyklon i Mozambique, Zimbabwe og Malawi fortsætter med at stige.

Ifølge BBC har omkring 700 mistet livet.

I Mozambique er tallet opjusteret til 446 ofre, oplyser landets miljøminister, Celso Correia. Det er cirka 40 flere ofre end tidligere oplyst.

Derudover er det ifølge myndighederne skønnet, at 531.000 personer er berørt af cyklonens hærgen. Celso Correia fortæller, at 110.000 af dem bor i lejre i landet på grund af ødelæggelserne.

Cyklonen Idai ramte Mozambique for en uge siden med vindstød på op mod 170 kilometer i timen, inden den fortsatte sin ødelæggende færd mod Malawi og Zimbabwe.

Den gik i land i havnebyen Beira.

I Zimbabwe har uvejret ligeledes kostet mange mennesker livet, men det præcise antal er endnu uklart.

Storbyen Beira i Mozambique før og efter cyklonens hærgen (Foto: SOCIAL MEDIA © Scanpix / Foto: SOCIAL MEDIA © Scanpix)

FN's migrationskontor sætter dødstallet til 259, mens agenturet for koordinering af nødhjælp, OCHA, opgør dødstallet til 154.

Det var ikke umiddelbart muligt at få kontakt til myndigheder i Zimbabwe.

I Malawi er 56 mennesker omkommet på grund af cyklonen og de voldsomme regnskyl, den har medført.

I alle tre lande har redningsmandskab sammen med de overlevende gravet gennem mudder og murbrokker i et forsøg på at finde flere overlevende.

Både myndigheder og hjælpeorganisationer har sat en større indsat i gang for at sikre, at folk har tag over hovedet samt mad og vand.

Satellitfotos sammenligner Mozambique før og efter oversvømmelsen. Store områder er oversvømmet i noget, der minder om et indlandshav. Billede nummer to er taget den 19. marts. (Foto: - © European Space Agency / Foto: - © European Space Agency)

Mozambiques miljøminister sagde lørdag, at omkring 1500 mennesker havde akut behov for at blive reddet fra træer og tagtoppe, hvor de havde søgt tilflugt fra oversvømmelserne.

Søndag sagde han, at dette tal var faldet markant, men uden at oplyse en årsag.

Oversvømmelserne medfører øget risiko for, at sygdomme som kolera kan sprede sig.

/ritzau/Reuters/DR Nyheder

Facebook
Twitter