Dårligt nyt for hajer og sværdfisk: Ilten forsvinder fra verdenshavene

Klimaforandringer og næringsforurening får skylden for at give dårligere livsbetingelser for især store fiskearter.

Hajer, tun og sværdfisk vil få væsentligt ringere livsbetingelser med et lavere iltindhold i verdenshavene. (Foto: SOCIAL MEDIA © Scanpix)

Lige nu er der 700 steder i verdenshavene med lavt iltindhold.

Og det er dårligt nyt for arter som tun, hajer og sværdfisk.

Det skriver BBC på baggrund af en stor rapport fra World Conservation Union (IUCN), der er en uafhængig international organisation, som har til formål at fremme bevarelse og bæredygtig udnyttelse af de naturlige ressourcer.

Rapporten beskriver, at der i 1960'erne var omkring 45 steder med lavt iltindhold, men at næringsforurening kombineret med klimaforandringer har fået det tal til at stige dramatisk.

Videnskaben har længe kendt til næringsforurening, hvor spildevand med især kvælstof og fosfor er med til at gøre iltindholdet lavere.

Samtidig stiger temperaturen globalt. Og jo varmere havene bliver, jo mindre ilt kan de indeholde.

Lavere iltindhold i havene er dårligt nyt for blandt andet tun. (Foto: Jorge Silva © Scanpix)

Brug for global handling

Rapporten fortæller, at havene i gennemsnit vil miste tre-fire procent af iltindholdet frem mod år 2100 under et business-as-usual-scenarie. Og det vil få alvorlige følger for de arter, der lever i vanddybder fra 0 til 1.000 meter, hvor der er den største hav-biodiversitet.

For de store arter, som har brug for store mængder ilt, vil det betyde, at de søger mod lavere vanddybder, hvor de risikerer at blive lette ofre for overfiskeri.

Samtidig vil det lavere iltindhold betyde mange flere gopler, lyder det i rapporten.

Lavere iltindhold i verdenshavene er guf for gopler, der vil få bedre livsbetingelser. (Foto: TOMAS BRAVO © Scanpix)

- Vi har i den grad brug for global handling til at sætte afiltningen i havene i bakgear, siger Minna Epps, der er leder af det Globale Marine og Polare program i IUCN.

- De beslutninger, der fremadrettet bliver taget på diverse klimakonferencer vil afgøre, om vores verdenshave fortsat vil have en stor variation af liv, eller om vi mister store områder med liv.

Netop nu finder klimakonferencen COP25 sted i Madrid.