Dalai Lama nægtet visum til Sydafrika

Flere prominente Nobel-prismodtagere melder afbud til en konference i Sydafrika, efter regeringen nægter at give Tibets åndelige leder, Dalai Lama, visum.

Sydafrika nægtede i dag at udstede visum til Tibets åndelige leder og Nobelprismodtager Dalai Lama, så han kunne deltage i en Nobel-konference i Johannesburg på fredag.

Beslutningen blev straks mødt med fordømmelse i mange kredse. To sydafrikanske Nobel-pristagere har meldt afbud i protest, og den norske Nobel-komité siger, at den heller ikke kommer, hvis Dalai Lama nægtes adgang.

- Hvis Dalai Lama ikke kommer, så gør jeg det heller ikke. Jeg er meget skuffet, siger præsten og fredsprismodtageren Desmond Tutu.

de Klerk: Knæfald for Kina

Han følges af en anden sydafrikansk Nobel-pristager, fhv. præsident F.W. de Klerk, som siger, at det er at gøre knæfald for Kina.

Derimod var der ingen reaktion fra den tredje sydafrikanske fredsprismodtager, tidligere præsident Nelson Mandela.

- Den norske Nobel-komité vil på ingen måde deltage i en konference sammen med Nobelprismodtagere, hvis de sydafrikanske myndigheder ikke omgør deres afvisning af at give Dalai Lama et visum, siger lederen af det norske Nobel-institut, Geir Lundestad.

Regering: Lama vil forstyrre VM

Nobel-konferencen i Johannesburg skulle finde sted forud for verdensmesterskaberne i fodbold i Sydafrika i 2010. Her skulle det være diskuteret, hvordan fodbold kan bekæmpe racisme og fremmedhad.

Afslaget skyldes ifølge en talsmand for præsident Kgalema Motlanthe, at Dalai Lamas besøg ville bortlede opmærksomheden fra selve verdensmesterskabet.

Ifølge de sydafrikanske medier har regeringen taget beslutningen efter pres fra Kina.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk