Daniel var gidsel hos IS: Forhandlinger foregik over mors email

Mens den danske freelancefotograf Daniel Rye sad som gidsel hos IS, foregik en forhandling om hans frigivelse gennem hans mors indbakke. Læs her, hvad det vil sige at få mail fra IS.

Dette var et af billederne, som Daniel Ryes familie fik at se, mens han sad i fangenskab. (© dr)

Susanne og Kjeld Rye Ottosen var lige kommet hjem fra en 70- års fødselsdag i forsamlingshuset i Hedegård. Det var 8. februar 2014, og deres søn havde siddet tilfangetaget hos terrororganisationen siden maj 2013.

Inden Susanne Rye gik i seng, tjekkede hun sin mail en sidste gang. I indbakken lå post fra en adresse, hun ikke kendte. Da hun åbnede mailen stod teksten på engelsk, og den var skrevet med mange versaler.

Hun røg op af stolen og løb ind til sin mand, der allerede lå i sengen.

“Der er kommet mail sydfra,” råbte hun.

Netop den mail havde ægteparret ventet på i månedsvis. De havde ventet på, at Daniels Ryes gidseltagere skulle række ud med interesse i at forhandle om en løsesum, der kunne bringe Daniel hjem.

Deres søn sad fanget med 24 andre udlændinge fra 13 forskellige nationer. 19 mænd og 5 kvinder var af IS blevet samlet i det samme kompleks sydøst for IS’ hovedby Raqqa i Syrien.

Bevise at de havde Daniel

I mailen stod, at de havde Daniel Rye, og at familien skulle sende tre spørgsmål, som kun Daniel kunne svare på som forsikring på, at de vitterligt havde ham i deres varetægt, og at han var i live.

Med hjælp fra en sikkerhedskonsulent

specialiseret
i kidnapninger skrev Kjeld og Susanne Rye tre spørgsmål. Blandt andet, hvem Daniel havde rejst i Nepal med, og ved hvilken familiefødselsdag han havde holdt tale inden sin rejse til Syrien.

Den danske freelancefotograf blev kidnappet i Syrien 17. maj 2013 mindre end et

døgn
efter, at han var rejst dertil for at portrættere de
civiles
lidelser i krigen. Han befandt sig i den syriske
grænseby
Azaz tæt på den tyrkiske grænse, men blev kidnappet, da han gik ind i en bygning for at indhente en tilladelse til at fotografere.

Det skulle vise sig, at Daniel Rye var blevet en del af en af de mest spektakulære kidnapningssager i nyere tid. Blandt hans medfanger sad blandt andre den amerikanske freelancejournalist James Foley, der var forsvundet fra jordens overflade siden han blev taget i november 2012.

Truende og modbydelige emails

Endelig i februar begyndte gidseltagerne at forhandle om de fleste af gidslerne - dem, der ikke var fra Storbritannien eller USA, som ikke forhandler med terrorister eller udbetaler løsesummer. Det gør Danmark heller ikke, men

myndighederne
lod familien begynde at samle penge ind til løsesumskravet, der lød på 2 millioner euro.

De næste fire måneder foregik en nervepirrende forhandling gennem Susanne Ryes email. Undervejs sendte gidseltagerne truende og modbydelige emails.

I midten af marts landede en mail med et billede af en død mand. Billedet var taget helt tæt på hans ansigt, og det var ikke til at undgå at se, at han var blevet skudt gennem hovedet.

- Denne mand har delt en kold celle med jeres søn, stod der i mailen som truede familien med, at hvis de ikke snart betalte, ville Daniel ende ligesådan som hævn for Muhammed-tegningerne.

Manden på billedet var ganske rigtigt en russer ved navn Sergey Gorbunov, som havde siddet sammen med Daniel.

Fotograferet foran en grav

En måned senere sendte gidseltagerne en videofil, som familien skulle downloade, men som de fik sikkerhedskonsulenten til at kigge på. Den viste drabet på en person for øjnene af flere gidsler. Daniel Rye sad med et skilt foran graven, hvor den dræbte faldt ned:

“I don’t want to end like him. Pay 2 M. Go to Danish government.”

Da familien efter flere måneders indsamling med større og mindre bidrag var lige ved at nå løsesummen på 2 millioner euro, indførte gidseltagerne dagbøder. Hver dag kl 22.00 skulle de betale yderligere 5000 euro, indtil pengene var i Tyrkiet.

Daniel Rye endte med at blive forhandlet ud for en sum på 2.040.000 euro. Dermed var forhandlingen aldrig en reel forhandling, da gidseltagerne ikke fraveg deres krav.

Danskeren

forlod
fangenskabet som den sidste i live. Efterfølgende dræbte IS fem af hans medfanger.

Mød Daniel Rye og hans forældre i 21Søndag i aften kl 21.00 på DR1

Facebook
Twitter