Danmark årets økologiske land

Danmark er slået igennem som førerland på verdens største økologiske messe i Tyskland. Opmærksomheden har været stor ikke mindst fra det vigtige tyske marked.

Danmark er på verdens største økologiske fødevaremesse, BioFach i Tyskland, udpeget til Årets Land blandt over 140 lande (Foto: © Torben Christensen, Scanpix)

Danmark er en økologisk sværvægter. Det slår igennem på verdens største økologiske fødevaremesse, BioFach, i disse dage i Tyskland. Her er Danmark udpeget til Årets Land blandt over 140 lande.

Under stor bevågenhed især fra det vigtige tyske marked deltager 40 danske økologiske virksomheder derfor i det største danske eksportfremstød nogensinde. Langt de fleste med begejstring.

Gode kontakter til kunder

- Det er den bedste BioFach-messe nogensinde med større opmærksomhed end tidligere og med virkelig gode kontakter til kunder. En tysk detailhandelskæde håber vi at lave en aftale med, allerede når vi kommer hjem, siger mejerichef Leif Friis Jørgensen fra det sønderjyske økomejeri Naturmælk.

Økologernes eksportchef, Klaus Bentzen, er også mere end tilfreds.

- Vi har skabt en enorm opmærksomhed om Danmark. Desuden har de danske virksomheder haft besøg af alle de mest interessante detailkæder og indkøbere. Det er fantastisk, siger Klaus Bentzen til Ritzau.