Danmark er duks: EU uddeler hug til lande, der ikke spiller efter de demokratiske regler

Pæne karakterer til Danmark i ny demokratirapport. Men i andre lande går det mindre godt.

Ny EU-rapport viser fremskridt for demokratiet flere steder i unionen, men peger samtidig på store områder, hvor der er plads til forbedring. (Foto: Jennifer Jacquemart © European Union)

EU sætter Polen, Ungarn og Slovenien i den varme stol med en ny rapport om, hvordan det går med demokrati i unionen.

Den årlige Rule of Law-rapport er bare den anden af sin slags, og tanken er, at den skal sikre, at der ikke er nogen medlemslande, der tager skridt i den forkerte retning i kampen om et mere åbent og demokratisk EU.

Alle medlemslandene har været under luppen. Også Danmark, der generelt får pæne ord med på vejen i rapporten. Blandt andet noteres det, at Danmark ligger helt i toppen, når det handler om at undgå korruption blandt politikere.

- Danmark bliver fortsat opfattet som et af de mindst korrupte lande i EU og i verden, står der i rapporten.

Til gengæld bliver det også anført, at Danmark stadig mangler helt klare rammer for, hvorvidt vores ministre kan hoppe frit frem og tilbage mellem den politiske verden og stillinger i det private.

- Karruseldøre og lobbyaktiviteter er stadig ikke reguleret, lyder det.

Tre lande i skammekrogen

Flere steder i verden har demokratier på det seneste været under hårdt pres, sagde Vera Jourová, næstformand i EU-Kommissionen, på et pressemøde her til eftermiddag.

Og det er især et land som Ungarn, der får hårde ord med på vejen i dette års version af demokratirapporten.

Ungarn er ikke god nok til at modstå korruption, lyder det blandt andet.

- Risikoen forbundet med favorisering og nepotisme højt oppe i den offentlige forvaltning, samt den, der kommer fra grænsen mellem virksomheder og politiske aktører, er fortsat ikke blevet adresseret, står der i rapporten.

Det er beskyldninger, som den ungarske premierminister Viktor Orban længe har fejet af bordet som uretfærdige angreb.

Samtidig bliver Slovenien kritiseret hårdt for, at politikerne blander sig i, hvad pressen skriver. Og Polen bliver kritiseret for ikke at tage godt nok vare på kvinders rettigheder og beskyttelse af LGBT-personer.

Polske LGBT-aktivister samlet i Warszawa i sidste uge. Her håber man, at EU kan skubbe Polen til at sikre rettigheder for minoriteter. (Foto: Slawomir Kaminski © Ritzau Scanpix)

EU kan lukke pengekassen

EU’s Rule of Law-rapport fra sidste år blev kritiseret for at pege på allerede kendte problemstillinger, uden at komme med nogen forslag til, hvordan de så kunne løses.

Men i år har EU et nyt værktøj i kassen, der måske kan komme til at gøre en forskel. De har nemlig vedtaget, at man gerne må skære i EU-støtte til lande, der bryder med unionens fælles spilleregler, hvis det påvirker EU’s økonomi negativt.

Det var faktisk noget, som Danmark og Mette Frederiksen kæmpede for at få igennem, da den store corona-hjælpepakke skulle forhandles på plads sidste sommer.

Danmark var nemlig ikke parat til at give lande som Polen og Ungarn en stor mængde Euro, uden at der samtidig blev stillet nogle krav til, hvordan landene skulle opføre sig.

Så nu er det op til EU-Kommissionen at vurdere, om forholdene i f.eks. Polen og Ungarn er så kritisable, at de ikke kan godkende hjælpepakkerne til landene.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk