Danmark er klar med milliarder til Euro-hjælp

Regeringen er ifølge statsminister Helle Thorning-Schmidt klar til at poste 40 milliarder kroner i EU's redningsfond, EFSF.

Helle Thorning-Schmidt (Foto: Georges Gobet © Scanpix)

Regeringen er ifølge statsminister Helle Thorning-Schmidt klar til at poste milliarder af kroner i EU's redningsfond, EFSF.

Nærmere bestemt drejer det sig om 40 milliarder kroner, skriver Politiken.

Pengene bliver stillet til rådighed for Den Internationale Valutafond, IMF, når den skal låne penge videre ud eller stille lånegarantier til EFSF-redningsfonden.

- Så sent som i går, aftalte vi det med Nationalbanken, lød det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt til Reuters under EU's topmøde i Bruxelles.

Bidrager allerede

Dermed kan midler fra Nationalbankens valutareserver havne hos trængte regeringer i Sydeuropa.

Det danske bidrag er dog i småtingsafdelingen. For EFSF-fonden, som der bliver forhandlet om i disse dage, skal gerne op og rumme over 1.100 milliarder kroner, hvis den skal kunne yde lånegarantier og lån til gældsramte lande.

Danmark betaler i forvejen til IMF, og har derfor allerede bidraget indirekte til at støtte gældsplagede lande som Grækenland.

Facebook
Twitter