Danmark sender respiratorer til hårdt presset Indien

53 respiratorer bliver sendt til Indien, hvor sundhedsvæsnet kæmper mod et enormt smitteudbrud.

Danske respiratorer er på vej til coronakatastrofen i Indien. (Foto: © Danish Siddiqui, Scanpix)

Den seneste tid har Indien gang på gang sat triste verdensrekorder på coronafronten, efter en alvorlig smittebølge er skyllet ind over landet.

Og den dag er for længst passeret, hvor hospitalerne kunne tage sig af alle de syge.

Derfor har en lang række lande forpligtet sig til at komme Indien til undsætning, og nu melder også Danmark sig på banen.

Snart vil der nemlig blive sendt 53 respiratorer til behandling af coronapatienter afsted fra Danmark til Indien. Derudover vil Danmark støtte indisk Røde Kors' arbejde med at bekæmpe coronapandemien med 7,4 millioner kroner, lyder meldingen i dag fra Udenrigsministeriet.

Her oplyser man, at respiratorerne er stillet til rådighed af Region Hovedstaden og er hensigtsmæssige til behandling af covid-19 patienter og personer med lungesvigt.

Ifølge Udenrigsministeriet vurderes hjælpen til Indien "ikke at medføre mærkbar belastning på det danske sundhedsvæsen" i forhold til behandlingen af blandt andet covid-19 patienter.

Indien befinder sig i en situation, hvor sundhedsvæsnet nogle steder er brudt sammen, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S):

Hospitaler mangler ilt

Efter lange perioder med lave smitttetal blev Indien i sidste måned ramt af en knusende anden smittebølge.

De indiske tal er steget voldsomt i de seneste uger. (© Ourworldindata.org)

Det var en smittebølge, som landets hospitaler ikke var tilpas forberedt på, og som fik tusinder og atter tusinder af syge indere til at strømme til hospitalerne i blandt andet hovedstaden, New Delhi.

Det har ført til hjerteskærende scener i de seneste uger, hvor utallige personer er døde i hospitalskøer på grund af manglende sengepladser, mens hospitaler dagligt har kæmpet med at få nok iltforsyninger til at kunne holde deres coronapatienter i live.

Det har blandt andet været tilfældet på Ganga Ram-hospitalet i New Delhi. Her fortæller lægen Chahat Verma om den frygt, hun den seneste tid har oplevet blandt coronapatienterne på stuen, når medpatienter begyndte at dø af iltmangel.

- De lå der og så patienten gispe uden at kunne få vejret, og de vidste, at vi ikke gav ilt, fordi der ikke var noget. Deres blik viste ren rædsel. De vidste, at de kunne blive de næste, fortæller hun The Guardian.

  • De mange coronasyge har lagt et stort pres på det skrøbelige indiske sundhedsvæsen. (Foto: © Danish Siddiqui, Scanpix)
  • De seneste uger har hospitaler måttet afvise utallige patienter. (Foto: © AMIT DAVE, Scanpix)
1 / 2

Den indiske regering får blandt andet heftig kritik for ikke at have forberedt landet på en anden smittebølge ved blandt andet at sørge for øget testkapacitet, sengepladser og iltforsyninger.

Det mærkes for tiden særligt i New Delhi, der i sidste uge dagligt havde omkring 25.000 nye smittetilfælde dagligt, hvilket fik hospitaler til dagligt at løbe tør for livsnødvendig ilt.

Situationen har fået landsretten i Delhi til at annoncere, at de vil begynde at straffe embedsmænd, hvis livsnødvendige forsyninger ikke når frem til hospitalerne, rapporterer BBC.

  • De indiske myndigheder har sat gang i en storstilet indsats for at få iltforsyninger ud til landets pressede hospitaler. (Foto: © RUPAK DE CHOWDHURI, Scanpix)
  • Lastbiler med iltbeholdere transporteres af den såkaldte Oxygen Express i Hyderabad i det centrale Indien. (Foto: © NOAH SEELAM, Scanpix)
1 / 2

Over 40 lande sender hjælp

Den seneste uge har Indien flere gange sat ny verdensrekord i antallet af registrerede smittede på et døgn. Den seneste uge er der gennemsnitligt blevet registreret over 3.700 nye smittetilfælde om dagen, men det reelle tal menes at være betydeligt højere.

En udregning pegede i sidste måned på, at smitten muligvis først topper i midten af maj.

Den kritiske situation i Indien har fået en lang række lande til at sende hjælp til landet med 1,3 milliarder indbyggere.

Torsdag oplyste den indiske udenrigsminister, Harsh Vardhan Shringla, at over 40 lande har forpligtet sig til at sende medicinsk udstyr til landet.

Det gælder blandt andet USA, der i torsdags meldte, at man var i gang med at sende forsyninger til en værdi af over 100 millioner dollars. Her til aften har Storbritannien skruet op for landets bidrag, så man nu sender 1.200 respiratorer afsted, skriver BBC.

Udenrigsministeren mener ikke, at Danmark har været fodslæbende, når det kommer til at sende hjælp afsted til Indien:

Det danske bidrag til Indien er ikke det første eksempel på, at Danmark sender hospitalsudstyr til udlandet under pandemien. Tidligere er der også blevet sendt danske respiratorer til Ukraine, Albanien og Italien, beretter Ritzau.

Det sidstnævnte bidrag i april sidste år endte dog med at udløse en næse til udenrigsministeren, sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og forsvarsminister Trine Bramsen (S), fordi respiratorerne var ubrugelige til behandling af coronapatienter.

Denne gang er der tale om udstyr, der er blevet efterspurgt, siger Jeppe Kofod.

- Vores sundhedsmyndigheder og de indiske sundhedsmyndigheder har været i dialog om, at det, som vi sender afsted, er noget, inderne efterspørger, siger han til DR Nyheder.

- Det er vigtigt, fordi Indien har rakt hånden ud til Danmark og en lang række andre lande, og det er vigtigt, at vi hjælper med noget, de kan bruge i Indien.