Danmark støtter Nepal med 5 milloner efter jordskælv

NGO'er i Nepal kan nu bruge af op til fem millioner kroner fra en nødhjælpspulje, som er klar til katastrofer.

Redningsarbejdere arbejder lørdag på at hente tilskadekomne ud fra murbrokkerne efter lørdagens jordskælv i Nepal. (© Getty Images)

Danmark støtter nu Nepal med fem millioner kroner efter et voldsomt jordskælv, hvor flere end 1400 er døde, og mange flere er sårede.

Det siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) til DR Nyheder.

Pengene kan hæves fra en art "katastrofe-kasse" - en nødhjælpspulje, der er blevet stillet til rådighed for danske NGO'er, som er til stede i Nepal.

- Det er en forfærdelig katastrofe, siger udviklingsministeren til DR Nyheder.

- Nepal er et af verdens fattigste lande, og har et svagt beredskab. Men fra dansk side, gør vi nu, hvad vi kan for at hjælpe, siger han.

Red Barnet er allerede i gang

Pengene er sat af i en pulje, som de danske NGO'er, der er til stede i Nepal, kan finansiere deres nødhjælpsarbejde med efter jordskælvet.

Red Barnet er allerede i gang og har hævet 750.000 kroner fra puljen, oplyser handels- og udviklingsministeren.

Derudover er Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp og Mission Øst i Nepal, og flere af dem forventes at benytte penge fra puljen.

Overvejer at sende mere hjælp

Norge "varsler", at landet vil bidrage med 30 millioner kroner til Nepal efter jordskælvet, har den norske udenrigsminister Børge Brende skrevet på Twitter.

Og når man har fået det fulde overblik over situationen, vil Mogens Jensen overveje, om der er brug for, at Danmark sender yderligere midler til Nepal.

- Vi er i kontakt med både danske og udenlandske nødhjælpsorganisationer, siger han.

- Vi støtter jo også gennem FN's generelle nødhjælpsfond, hvor Danmark har bidraget med 100 millioner kroner.

Huse dårligt bygget

Mange huse og bygninger er dårligt bygget i den fattige nation, der ligger højt oppe i Himalaya, og en stor del af infrastrukturen blev ødelagt under en langvarig væbnet maoistisk oprørskamp, som blev bragt til en afslutning i 2006.

Derudover er store dele mobilnetværket brudt sammen efter jordskælvet, der er det kraftigste i Nepal i 81 år.

Ved et skælv på 8,3 i Nepal i 1934 blev 8500 mennesker dræbt.

Her kan du se, hvor jordskælvet ramte i Nepal.

KORT Se hvor jordskælvet i Nepal ramte