Danmarks ambassade i Syrien brændt ned

Demonstranter i Syriens hovedstad Damaskus har stormet den danske ambassade og brændt den ned. Samtidig brændte Sveriges og Chiles ambassader i samme bygning.

Danmarks ambassade i Damaskus i Syrien er brændt ned. Udenrigsminister Per Stig Møller er lige nu indkaldt til krisemøde i København. (Foto: KHALED AL-HARIRI © Scanpix)

Den danske ambassade blev i dag stormet og brændt ned i Syriens hovedstad, Damaskus, efter flere tusinde demonstranter havde været på gaden for at demonstrere mod Jyllands-Postens tegninger af Muhammed.

Nyhedsbureauet AFP's korrespondent på stedet oplyser, at demonstranterne satte ild i ambassaden, der befinder sig på førstesalen i en tre etager høj ejendom.

I den nedbrændte bygning befandt sig også den svenske og den chilenske ambassade. Demonstranter gik bagefter til angreb på den norske ambassade i byen

Ambassaderåd Hans Schou oplyser fra Damaskus, at ingen af de seks danske ansatte på ambassaden befandt sig i bygningen, da den blev stormet.

Rygter om Koran-brænding i København

Der havde tilsyneladende i løbet af dagen cirkuleret sms-beskeder om, at danskere i dag ville samle sig på en plads i København for at afbrænde Koraner, og af den grund blev folk opfordret til at møde op ved den danske ambassade.

Ifølge Hans Schou så det ud som om, at "demonstrationen kom ud af kontrol". Han var klokken cirka 16.00 dansk tid ikke blevet orienteret om, at ambassaden skulle være blevet brændt af.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532d7e69a11f9d0b28f301ffhttp://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532b397d6187a215d0abfead

Facebook
Twitter