Danmarks ambassadør i Rusland: Der er meget bekymring her

På den danske ambassade i Rusland forventer man inden længe at skulle sige farvel til kolleger.

Den danske ambassadør Thomas Winkler har brugt meget tid på at berolige personale på den danske ambassade i Rusland

På den danske ambassade i Moskva er der i disse dage bekymrede miner.

- Vi forventer, at jeg på et tidspunkt bliver kaldt op i det russiske udenrigsministerium og får at vide, at et antal danske diplomater er uønskede i Rusland, siger Danmarks ambassadør i Rusland, Thomas Winkler.

Ifølge den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, vil Rusland inden længe komme med et passende svar til blandt andre USA og de EU-lande, som har besluttet at udvise russiske diplomater.

Solidaritet med Storbritannien

Siden mandag har 26 lande meldt ud, at de sender russiske diplomater hjem.

Heriblandt Danmark, som i går bad to russiske diplomater om at forlade Danmark inden for en uge.

Sammen med Storbritanniens 23 udvisninger tidligere på måneden, er det nu i alt over 140 russiske diplomater, der bliver udvist fra lande, som viser solidaritet med Storbritannien.

Den koordinerede reaktion mod Rusland kommer som svar på giftangrebet i Salisbury 4. marts.

Storbritannien og dets allierede mener, at Rusland står bag angrebet, men Rusland nægter at kende noget til det.

- I øjeblikket er dialog med Rusland meget vanskeligt. Det er svært at finde nogen form for fælles grundlag, siger Thomas Winkler.

Senest har Nato besluttet, at syv russere bliver udvist af den russiske mission i Nato. Det betyder ifølge generalsekretær Jens Stoltenberg, at Rusland fremover vil få sværere ved at udføre efterretningsarbejde i Nato-landene.

Thomas Winkler har brugt meget tid på at berolige og tale med personalet på ambassaden i Moskva.

De forventer, at et russisk modsvar bliver, at nogle af dem skal hjem til Danmark.

- For dem, der er flyttet herover med familie og børn i børnehave, er det jo personligt meget indgribende. Der er meget bekymring på ambassaden, fortæller Thomas Winkler.

Facebook
Twitter