Danmarks ambassadør i Ukraine: Der er ikke udbredt krigsfrygt

Trods en tiltagende konflikt mellem Ukraine og Rusland går livet på mange måder videre for den ukrainske befolkning, fortæller den danske ambassadør i landet.

For ukrainerne er konflikten med Rusland intet nyt, som blandt andet ses her på mindevæggen på Kievs Myhailivska Square over faldne i konflikten i den østlige del af Ukraine. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

En russisk invasion af Ukraine kan ske "hvert et øjeblik"

Men blandt ukrainerne er der trods den usikre situation en slående ro og fatning.

Det fortæller Danmarks ambassadør i Ukraine, Ole Egberg Mikkelsen, fra hovedstaden, Kiev.

- Der er ikke udbredt krigsfrygt. Der er hverken hamstring, kø ved hæveautomaterne eller andre tegn på, at man har mistet modet. Livet går faktisk på mange måder videre, og det hænger nok sammen med, at det er et land, der har været i krig og konflikt længe, siger han.

Spørger man ukrainerne, har de nemlig været i krig siden 2014, hvor Rusland ulovligt annekterede halvøen Krim. Siden da har der næsten dagligt været ukrainske tab ved det, man kalder kontaktlinjen, altså grænsen til de russisk besatte områder i det østlige Ukraine.

Trods ro og fatning er ukrainerne heller ikke helt uberørte af situationen, fortæller ambassadøren.

- Selvfølgelig er folk bekymrede, siger han.

Alene på slagmarken

Den langvarige konflikt med Rusland er også synlig i Kiev, der ligger flere hundrede kilometer fra fronten.

Hver uge kommer der nye mindeplader op på en mindemur, der er opsat i byen, når familier mister typisk unge mænd i krigen, fortæller ambassadøren, som kalder konflikten "meget nærværende".

- Men der er også en meget nøgtern erkendelse af, at Ukraine vil være alene på slagmarken, hvis det skulle komme til et angreb. Det er ikke et Nato-land, og der er kun ukrainerne til at kæmpe. Jeg tror, der er en ret fast opfattelse af, at det må man så gøre, så godt man kan, siger Ole Egberg Mikkelsen og fortsætter:

- Der er en meget udbredt forsvarsvilje, men ifølge ukrainerne kan det heller ikke nytte noget, at man går i panik på forhånd, siger han og tilføjer, at mange ukrainere opfatter aggressionerne fra Rusland som psykologisk krigsførelse, hvis formål er at få dem til at miste modet.

Ifølge ambassadøren kommer den ukrainske forsvarsvilje blandt andet til udtryk ved en meget stor søgning til hjemmeværnet, i Ukraine kaldet territorialforsvaret. Også mange ukrainere melder sig til våbentræning, fortæller han.

Reservister i det ukrainske territorialforsvar under en træningsøvelse uden for Kharkiv i det østlige Ukraine den 11. december 2021. (Foto: VYACHESLAV MADIYEVSKYY © Ritzau Scanpix)

En tro på overlevelsen

Den nuværende situation fylder også godt på de ukrainske avisforsider, ikke mindst på grund af de seneste dages mange diplomatiske besøg.

I løbet af den seneste uge har blandt andre den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), lagt vejen forbi fronten, og i går også USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, som senere på ugen skal mødes med Ruslands udenrigsminister, Sergeij Lavrov, for at drøfte konflikten ved grænsen.

For ukrainerne handler det om at holde næsen i sporet på en måde, der minder om den "keep calm and carry on"-tilgang, som briterne tog i brug under Anden Verdenskrig, fortæller Ole Egberg Mikkelsen.

- Ukrainerne har den tilgang til det, at man bliver nødt til at have en tro på, at det kan lade sig gøre på trods af de her kriser, som Ukraine jo desværre har oplevet rigtigt mange af, siger ambassadøren.

Han fortæller, at selv landets nationalsang handler om, at Ukraine både kan og vil overleve:

- Man har en stærk tro på, at man kan overleve som nation på trods af det svære naboskab. Og det tror jeg også slår igennem i den måde, man reagerer på den her situation.

Ifølge Ukraine befinder en stor del af de russiske tropper sig på halvøen Krim, mens en del også er at finde langs grænsen til den østlige Donbas-region.
Ifølge Ukraine befinder en stor del af de russiske tropper sig på halvøen Krim, mens en del også er at finde langs grænsen til den østlige Donbas-region.