Danmarks ambassadør indkaldt til møde hos Ruslands udenrigsministerium

Blandt andre britiske, tyske og franske ambassadører har været til møder i det russiske udenrigsministerium.

En række andre europæiske diplomater er i stort tal blevet indkaldt til møder i ministeriet. (Foto: Sergei Karpukhin © Scanpix)

Danmarks ambassadør i Rusland, Thomas Winkler, fortæller, at Danmark er indkaldt til møde i det russiske udenrigsministerium i dag.

En række andre europæiske diplomater er i stort tal blevet indkaldt til møder i ministeriet.

En fotograf fra nyhedsbureauet Reuters har set biler fra blandt andet den britiske, tyske, franske, italienske, polske og hollandske ambassade ved udenrigsministeriet.

Det russiske udenrigsministerium siger til det russiske nyhedsbureau Tass, at formålet med møderne er at informere om russiske modtræk til de seneste udvisninger af russiske diplomater.

- Ambassadørerne vil få udleveret protestskrivelser og vil blive informeret om Ruslands gengældelse, siger ministeriet ifølge Tass.

Møderne kommer i kølvandet på, at Rusland torsdag udviste 60 amerikanske diplomater og lukkede det amerikanske konsulat i Sankt Petersborg - det var et direkte modsvar til, at USA mandag meldte ud, at man udviser 60 russiske diplomater og lukker det russiske konsulat i Seattle.

Masseudvisning af russiske diplomater

Storbritannien har tidligere fået 23 diplomater udvist som gengæld for den britiske udvisning af 23 russiske diplomater.

Årsagen til den diplomatiske krise er giftangrebet på den tidligere russiske spion Sergej Skripal 4. marts i den britiske by Salisbury.

Skripal og hans datter blev forsøgt forgiftet med Novichok, som er en russisk opfindelse.

Blandt andet derfor føler briterne sig sikre på, at russerne står bag, og derfor har briterne udvist 23 diplomater og aflyst alle møder med russerne.

Senere har en lang række lande, herunder Danmark, fulgt trop.

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, slog torsdag aften fast, at alle udvisninger af russiske diplomater vil blive gengældt én til én.

/ritzau/Reuters/DR Nyheder