Danmarks kollektive dødsdom til mink går verden rundt: 'Det giver grund til bekymring'

Store internationale medier lyttede med på pressemødet i går.

- Det seneste tiltag er en dramatisk eskalering i landet, skriver Financial Times. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson © Scanpix)

Nyheden om, at en mutation blandt danske minkfarme kan sætte en kæp i hjulet for arbejdet med en vaccine mod coronavirus, har spredt sig til resten af verden, og nogen af klodens allerstørste medier dækker sagen.

Avisen Financial Times beskriver, hvordan den danske minkbranche er verdens største og udryddelsen er et hårdt slag for Danmark, der ligesom resten af de europæiske lande i de seneste uger har indført nye restriktioner.

- Det skandinaviske land har allerede aflivet mere end en million mink, men det seneste tiltag er en dramatisk eskalering i landet, der er kendt for sine animalske produkter, heriblandt svinekød, lyder det.

Kan hæmme effekt af vaccine

Det var i går, at statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde fortalte, at alle mink skal aflives i Danmark, fodi Statens Serum Institut har konstateret, at særlige mutationer af covid-19 har spredt sig fra mink til mindst 12 mennesker i Nordjylland.

- Den muterede virus blandt mink kan indebære den risiko, at den kommende vaccine ikke kommer til at virke, som den skal, sagde statsministeren.

Gårsdagens pressemøde foregik virtuelt på grund af smittefare - og fordi statsministeren var i isolation. En test viste senere, at hun ikke var smittet. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Mutationer, der er mindre påvirkelige af antistoffer. Og derfor kan vise sig at gøre en kommende vaccine ubrugelig.

- Det værst tænkelige scenarie er, at vi har en pandemi, der starter forfra med udgangspunkt i Danmark, lød det fra Kåre Mølbak fra SSI.

Omkring 15 millioner mink ventes at blive aflivet.

"Det giver grund til bekymring"

Nyheden er også nået til Australien, hvor mediet ABC har talt med en ekspert i infektioner fra Australian National University.

- Det giver grund til bekymring. Især med minkfarme og muterede vira er vi nødt til at være opmærksomme på, at det ikke etablerer sig hos vilde dyr og derved skabe et reservoir for fremtidige infektioner, siger ekspert Sanjaya Senanayake.

Det store internationale nyhedsbureau Reuters har talt med Christian Sonne, der er professor ved Institut for Bioscience på Aarhus Universitet.

Han kalder indgrebet for et forebyggende tiltag, som skal sikre, at der ikke sker et endnu større udbrud.

Også BBC, The Guardian, CNN og The New York Times har skrevet historien om planerne om at aflive de omkring 15 millioner mink på danske minkfarme.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter