Danmarks naboer mod nord siger farvel til krammet og sætter grænser for gæster i hjemmet

I Norge og Sverige har man taget konsekvensen af stigende smittetal og indført nye restriktioner.

Norges sundhedsminister, Ingvild Kjerkol, da Norges regering i går varslede nye corona-restriktioner. (Foto: Stian Lysberg Solum © Ritzau Scanpix)

Bliver det julefrokosterne, der ryger, gør hjemmeskolen comeback eller venter en nedlukning om hjørnet?

I aften venter der med al sandsynlighed danskerne nye restriktioner og tiltag, når statsminister Mette Frederiksen (S) klokken 18.30 holder pressemøde om den nuværende coronasituation i Danmark.

Men hos Danmarks naboer mod nord har man allerede taget sine forholdsregler.

Det gælder blandt andet i Norge, hvor regeringen i går annoncerede en række nye restriktioner, der skal sikre, at omikronvarianten ikke kommer ud af kontrol i det norske samfund.

- De tiltag, som bliver indført, skal bremse spredningen af omikron. Vi ved endnu ikke, om omikronvarianten vil øge antallet af indlæggelser yderligere. Men tiltagene vil give os tid til at indhente mere viden om variantens smitsomhed og alvor og til at vaccinere flere, siger sundhedsminister Ingvild Kjerkol ifølge NRK.

De nye tiltag i Norge ser sådan her ud:

  • Alle bør holde en meters afstand til andre end medlemmer af ens egen husholdning eller tilsvarende nære.

  • Yderligere antalsbegrænsning på arrangementer, butikker og indkøbscentre.

  • Man bør ikke have mere end ti gæster på besøg i hjemmet udover medlemmerne af ens egen husstand. Man må have op til 20 gæster på besøg én gang i løbet af jule- og nytårshøjtiden, men der bør være en meters afstand mellem gæsterne.

  • Nationalt påbud om at bære mundbind, når det ikke er muligt at holde en meters afstand.

  • Nationalt udskænkningsstop ved midnat.

  • Maksimalt 20 personer til private sammenkomster på offentlige steder og i lånte eller lejede lokaler.

  • De norske restriktioner vil i første omgang gælde i fire uger.

  • Kilde: NRK

Hos den norske regering var det ellers håbet, at nordmændene i år kunne holde jul ”som normalt”, men sådan bliver det ikke, siger statsminister Jonas Gahr Støre.

- Vi havde inderligt håbet på, at vi var færdige med coronapandemien nu, og at julen i det mindste kunne blive som før og som normalt, men nu er situationen med smitte alligevel blevet så alvorlig, at vi må sætte ind med nye tiltag, siger han ifølge NRK.

Ifølge statsministeren er det faren for en overbelastning af sundhedssystemet og spredningen af den tilsyneladende mere smitsomme omikronvariant, der gør de nye tiltag nødvendige.

Julefrokost var mulig superspreder

Indtil videre har Norge bekræftet 29 tilfælde af smitte med omikronvarianten, mange af dem efter at have deltaget i en stor julefrokost i Oslo den 26. november.

Man frygter, at endnu flere af de mange hundrede, der deltog i julefrokosten, kan være smittet.

Det norske folkesundhedsinstitut, FHI, vurderer, at varianten vil være den dominerende i Norge i løbet af "nogle uger", og da meget endnu er ukendt ved den nye variant, bliver man nødt til at tage så mange forholdsregler som muligt.

Norge, der huser knap 5,4 millioner indbyggere, oplever lige nu smittetal, der ligner de danske, og også i Norge har man i den seneste tid set en markant stigning i antallet af smittede.

I går testede 5.143 nordmænd positive for corona. I Danmark lød antallet på 6.324.

Her kan du se, hvor mange tilfælde af omikronvarianten, der er registreret i Danmark i den seneste uge:

Omkring 70 procent af den norske befolkning er færdigvaccinerede, og det skaber lidt større frygt for omikronvarianten, end der er i Danmark, fortæller journalist ved NRK, Joakim Reigstad. Alligevel er modtagelsen af de nye restriktioner blandet, fortæller han.

- Al den stund at de fleste er enige om, at man må gøre noget for at få smittetrykket ned i Norge og fjerne noget af presset på sundhedsvæsnet, så vil spørgsmålet for mange være, om det her er for meget tilbage til start, siger han.

I grafikken her kan du se, hvor mange der er færdigvaccinerede rundt omkring i verden:

"Tag en krammepause"

Også i Sverige har man taget de stigende smittetal til efterretning og indført nye restriktioner, der gælder fra i dag.

Her er man dog gået lidt mindre hårdt til værks og indfører blandt andet krav om mundbind i offentlig transport og opfordring til at holde afstand.

Samtidig opfordrer statsminister Magdalena Andersson til, at svenskerne tager en pause fra krammeriet.

- For alle, som er vaccinerede, gælder det om at være lidt mere forsigtig, end man plejer, for eksempel ved at tage en pause fra at kramme personer, som man ikke ved om er vaccinerede eller ej, lød det i går fra Andersson på et pressemøde ifølge SVT.

De nye svenske restriktioner ser sådan her ud:

  • Alle opfordres til at holde afstand i det offentlige rum, særligt indendørs.

  • Alle voksne opfordres til om muligt at undgå trængsel i offentlig transport og anvende mundbind i den offentlige transport, hvis det ikke kan undgås.

  • Arbejdsgivere opfordres til at understrege over for deres medarbejdere, at de bør lade sig vaccinere.

  • Arbejdsgivere opfordres også til at gøre det muligt for ansatte at holde afstand til hinanden ved f.eks. møder, i kantiner og omklædningsrum.

  • Større forsamlinger indendørs med mange deltagere bør undgås.

  • Det skal være muligt for ansatte at arbejde hjemmefra i et vist omfang.

  • Kilde: SVT

Artiklen er opdateret klokken 12.05 den 8. december: I den øverste faktaboks om de norske restriktioner stod der oprindeligt, at det var tilladt at have op til 20 gæster ad gangen i løbet af juleferien. Det var dog ikke korrekt, da de norske myndigheder kun tillader op til 20 gæster én gang i løbet af ferien. Fejlen er nu rettet.

FacebookTwitter