Danmarks og ni andre landes ambassadører uønskede i Tyrkiet: 'En dramatisk og meget bastant udmelding'

Sag om fængslet aktivist får Tyrkiets præsident til at tage drastisk diplomatisk skridt i brug.

Recep Tayyip Erdogan kalder de ti ambassadørers opførsel i sag om fængslet aktivist for 'uforskammet'.

Tyrkiets præsident, Recep Tayiip Erdogan, har nu taget det første diplomatiske skridt inden en reel udvisning af Danmark og ni andre landes ambassadører.

Det sker, fordi de ti lande i en erklæring, som mandag blev afleveret til Tyrkiet, har opfordret til løsladelse af den tyrkiske aktivist Osman Kavala.

- Jeg gav de nødvendige instrukser til min udenrigsminister. Jeg sagde: Du skal øjeblikkelig erklære de ti ambassadører for persona non grata, lød det i en tale fra Erdogan i dag.

Ud over Danmark har Norge, Sverige, Finland, Tyskland, Frankrig, Holland, USA, Canada og New Zealand underskrevet erklæringen.

Her står der blandt andet, at fortsatte forsinkelser i Kavalas retssag 'kaster en skygge over respekten for demokratiet, retssikkerheden og gennemsigtigheden i det tyrkiske retsvæsen'.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har tidligere opfordret Tyrkiet til at løslade Kavala.

Han blev for fire år siden fængslet for sin påståede rolle i forbindelse med regeringsfjendtlige protester i Gezi Park i Istanbul i 2013.

Siden da er han blevet løsladt og fængslet igen.

Udenrigsminister: Vil stå vagt om værdier

Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), har her til aften udsendt en udtalelse om sagen.

Her oplyser han, at Udenrigsministeriet ikke har modtaget nogen officiel henvendelse om, at ambassadøren, Danny Annan, skulle være persona non grata.

- Jeg kan dog oplyse, at vi er i tæt kontakt med vores venner og allierede om sagen, og vi vil fortsat stå vagt om vores fælles værdier og principper, som også udtrykt i fælleserklæringen, lyder det fra udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

Udenrigsministeriet har for nu ikke yderligere kommentarer.

I erklæringen henviser Danmark og de ni andre landes ambassader til afgørelsen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i 2019.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har endnu ikke modtaget en officiel henvendelse fra Tyrkiet om den danske ambassadør. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Domstolen mente, at der ikke var beviser for, at Osman Kavala havde begået de alvorlige lovbrud, han var beskyldt for.

I februar 2020 frikendte en tyrkisk domstol da også Kavala og otte andre i forbindelse med de regeringsfjendtlige protester i 2013 - men friheden varede ikke længe.

Kort tid efter sin løsladelse blev han hentet af politiet igen, da anklageren havde udstedt en ny arrestordre på ham.

Denne gang på anklager om indblanding i et kupforsøg i Tyrkiet i 2016. Selv nægter Osman Kavala sig skyldig.

Dramatisk og bastant udmelding

Herhjemme kalder Mogens Pelt, der er lektor på Saxo-instituttet på Københavns Universitet og ekspert i tyrkiske forhold, Erdogans udmelding for dramatisk.

- Det er en dramatisk og meget bastant udmelding om, at ambassadørerne kan forvente ikke at skulle være i Tyrkiet meget længere.

- De er i hvert fald ikke velkomne, og det er skridtet lige før, man afbryder de diplomatiske forbindelser, siger Mogens Pelt, der i år har udgivet en bog om Tyrkiet og Erdogans politik.

Se ham udtale sig til TV-Avisen 18.30 i klippet herunder.

Mogens Pelt forklarer, at situationen har potentiale til at efterlade dybe ridser i de ti landes forhold til Tyrkiet.

Erdogan bryder sig ganske enkelt meget lidt om, at andre lande belærer Tyrkiet om menneskerrettigheder.

- Stormagter eller større magter finder sig ikke i, at man blander sig i deres indre forhold. Det er det, der ligger i beskeden her.

Sagen understreger ifølge Mogens Pelt endnu en gang, at Tyrkiet bevæger sig længere og længere væk fra en dag at kunne blive medlem af EU.

- I forhold til den normbaserede del af processen har Tyrkiet fjernet sig fra det, der set med EU-briller er et fælles projekt, siger han.

FacebookTwitter