Danmarks særaftale med Europol er nu definitiv

Danmarks særaftale med Europol er definitivt på plads, efter at de resterende 27 EU-lande alle har sagt ok. Nu mangler aftalen blot at blive underskrevet.

Danmarks særaftale med Europol er nu endelig på plads efter samtlige EU-lande har godkendt aftalen. (Foto: © Lex van Lieshout, Scanpix)

De sidste forhindringer er nu ryddet af vejen for et dansk sær-aftale med EU om deltagelse i Europol-samarbejdet.

Det er faktum, efter samtlige 27 EU-lande har vendt tommelfingeren opad til den danske særaftale. Nu mangler blot den formelle underskrivelse af aftalen, før den kan føres ud i livet.

Aftalen lander i absolut sidste øjeblik. Uden en særaftale stod Danmark til at ryge ud af Europol på mandag - den 1. maj 2017, da danskerne 3. december 2015 stemte "nej" til at erstatte vores retsforbehold med en tilvalgsordning.

Igår blev særaftalen officielt stemt igennem EU-systemet. I dag var så de enkelte lande, der entydigt sagde ja til en dansk særaftale.

Foruden Danmark har Norge også en særaftale med EU om adgang til Europol-systemet, men vores naboland er ikke medlem af EU og har derfor ikke adgang til en række af de muligheder, et fuldt Europol-medlemskab giver.

Aftalen vil betyde, at Danmark fremover får adgang til oplysningerne i det såkaldte EIS, hvor vi hver dag søger efter beviser og personbeskrivelser 250 gange.

Adgangen sker ved, at Danmark har forbindelsesofficerer i Europols hovedkvarter i Haag - som i dag - og samtidig vil Europol udstationere dansktalende forbindelsesofficerer, formentlig i Danmark.

Torsdagens velsignelse fra EU-Parlamentet var ikke en egentlig betingelse for en aftale. Ikke desto mindre kunne de folkevalgte have blokeret processen, hvis de havde insisteret på at bruge den fulde tid på at afgive deres høringssvar.

Men nu - blot tre dage før Danmark ellers skulle vinke farvel til EU-samarbejdet i Europol, er aftalen altså på plads.

I morgen lørdag mødes statsminister Lars Løkke Rasmussen i Bruxelles med justitsminister Søren Pape Poulsen, EU-præsident Donald Tusk og kommisionsformand Jean-Claude Juncker for at give håndslag på aftalen.