Danmarks sidste evakueringsfly er ude af Afghanistan

De sidste danske soldater og diplomater har forladt Kabul, men Danmark kigger stadig på andre evakueringsmuligheder.

De seneste dage har mange fly som dette forladt Hamid Karzai International Airport i Kabul, og i dag er det sidste danske evakueringsfly lettet fra den afghanske hovedstad. (Foto: STRINGER © Ritzau Scanpix)

Her til aften har det sidste planlagte danske Hercules-fly forladt den afghanske hovedstad, Kabul, og er nu landet i Islamabad i Pakistan.

Det oplyser forsvarsminister, Trine Bramsen (S), til DR Nyheder.

Ifølge ministeriet har der været over 100 personer ombord, heraf omkring 90 evakuerede samt det sidste danske personnel, det vil sige soldater og diplomater fra Kabul.

- Vi har evakueret over 1.000 personer over de seneste ti dage og blandt dem er både tidligere lokalt ansatte og deres familier, tolke, der har samarbejdet med de danske soldater, dem, der har været ansat på ambassaden og danske statsborgere og ngo'er, oplyser forsvarsminister, Trine Bramsen.

Ifølge forsvarsministeren sker den sidste danske evakuering med Hercules-fly nu, da man vil give tid til USA, som efter aftale med Taliban skal have trukket sine militære styrker ud inden deadline udløber den 31. august.

- Flyvningerne begynder for alle landes vedkommende at lakke mod enden, og forsvarets vurdering var, at det skulle være nu for Danmarks vedkommende, siger Trine Bramsen.

Arbejder på at fortsætte evakueringsindsatsen

Allerede i går og igen i morges skrev Udenrigsministeriet til de tilmeldte på danskerlisten, det vil sige danske statsborgere og folk med lovligt ophold i Danmark, at det sidste planlagte evakueringsfly ville lette fra Afghanistan i dag den 25. august.

Det har ikke været muligt at få oplyst fra Udenrigsministeriet, hvor mange på danskerlisten, der omfatter danske statsborgere eller personer med lovligt ophold i Danmark, som stadig opholder sig i Afghanistan.

Men i går oplyste udenrigsminister Jeppe Kofod (S), at der var tale om "færre end 60". Han ville dog ikke love, at alle danskere når ud af landet inden 31. august, hvor de amerikanske militære styrker trækker sig ud.

Ministeriet bekræfter dog, at man i tæt samarbejde med de andre Nato-lande fortsat vil arbejde på alternative evakueringsmuligheder, også efter amerikanerne har forladt landet på tirsdag.

Selvom både den britiske premierminister, Boris Johnson, og Tysklands kansler, Angela Merkel, har ytret ønske om, at den deadline skulle forhandles, har USA’s præsident, Joe Biden, fastholdt datoen, ligesom også Taliban har afvist at forhandle yderligere om en forlængelse.

Det er dog vigtigt at fortsætte evakueringsindsatsen, understregede den tyske kansler, Angela Merkel, tidligere i dag.

- Afslutningen på flyevakueringer om et par dage må ikke være ensbetydende med, at vi stopper indsatsen for at beskytte de afghanere, der er overladt til en nødsituation, efter Taliban har overtaget. Derfor arbejder vi intenst på alle niveauer for at finde måder at beskytte dem, der har hjulpet os, sagde den tyske kansler.

Facebook
Twitter