Danmarks udenrigsminister: USA's Israel-beslutning er dårligt nyt for fredsprocessen

USA har brudt med 40 års Israel-politik, og det vil få store konsekvenser for det palæstinensiske selvstyre.

(Arkivfoto) Israelsk grænsepoliti støder jævnligt sammen med palæstinensiske demonstranter, der er utilfredse med bosættelserne. (Foto: MOHAMAD TOROKMAN © Scanpix)

USA's beslutning om at anerkende Israels bosættelser på Vestbredden vækker ikke just begejstring hos den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod.

- Den amerikanske udmelding er desværre dårligt nyt for fredsprocessen. Den svækker udsigterne til en snarlig genoptagelse af meningsfulde fredsforhandlinger, udtaler han i en mail til DR.

Lignende analyse kommer fra Lars Erslev Andersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, efter at USA har valgt at anerkende Israels bosættelser på Vestbredden.

Ifølge ham er en fredelig løsning på konflikten mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre er for alvor blevet lagt i graven med udmeldingen.

- Det har vi egentlig vidst længe, men nu bliver det helt officielt bekræftet, at USA ikke arbejder på den to-statsløsning, som har været rettesnoren i mange, mange år. Og som indebærer, at Vestbredden i virkeligheden er palæstinensisk, siger han og fortsætter:

- Udmeldingen har den betydning, at den to-statsløsning, som man har haft som mål for en fredsproces, er endegyldigt lagt i graven.

Det ændrer dog ikke på Danmarks standpunkt, understreger Jeppe Kofod (S):

- Danmark vil fortsætte med at støtte op om mulighederne for en forhandlet to-statsløsning. Det er den eneste realistiske og holdbare måde at løse konflikten på.

Det er ikke første gang, at Donald Trumps regerings position i forhold til Israel vækker opsigt.

Kun Gaza tilbage til palæstinensere

Først valgte den amerikanske præsident at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad.

Efterfølgende har Donald Trump også valgt at anerkende Golan-højderne i Syrien som israelske.

I går brød USA så med 40 års Israel-politik. Amerikanerne vil nemlig ikke længere betragte de israelske bosættelser på Vestbredden som værende i strid med folkeretten.

- Det betyder jo, at det kun går i Israels retning med henblik på at få annekteret Vestbredden, siger Lars Erslev Andersen.

700.000 palæstinensere blev drevet på flugt fra det daværende Palæstina, da staten Israel blev oprettet i 1948. Statens oprettelse betød, at Palæstina blev delt i to - nemlig en arabisk del og staten Israel, der fik henholdsvis 48 og 52 procent af landet.

Siden har Israel gjort krav på mere og mere land ved at oprette bosættelser i områder, der ellers bliver betragtet som palæstinensiske, hvilket ifølge de fleste lande er i strid med folkeretten.

- Den fredsløsning, som Trumps regering vil præsentere næste år vil være med et Israel, der har fået både Jerusalem og Vestbredden. Og så er der indtil videre Gaza tilbage til palæstinenserne, siger Lars Erslev Andersen.

USA står alene med Israel

Det er bare en uge siden, at EU-domstolen slog fast, at der skal særlige mærkater på varer, der kommer fra Israels bosættelser og besatte områder. Det vil sige varer, der er dyrket af Israel på Vestbredden, Golan-højderne og Østjerusalem.

EU betragter nemlig stadig Israels bosættelser som et brud på folkeretten.

- Så der står USA ganske alene med sin position i forhold til Israel. Men det er også USA, der i deres meget tætte forhold til Israel har sat rammerne for det her forsøg på at lave en eller anden form for fred.

Danmarks position i forhold til Israel og to-statsløsningen vil forblive uændret, udtaler udenrigsministeren:

- Den danske position er klar og uændret, og helt på linje med EU-kredsen. Vi anser alle israelske bosættelser på Vestbredden og i Golan som ulovlige i henhold til folkeretten.

Den amerikanske udmelding vakte øjeblikkelig glæde i Israel, mens palæstinensiske aktører med det samme har fordømt beslutningen.

- USA er ikke kvalificeret eller autoriseret til at annullere folkeretlige resolutioner og har ingen ret til at give legalitet til nogen israelsk bosættelse, siger talsmanden for lederen af det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas.

Der er da også grund til bekymring fra palæstinensernes side, siger Lars Erslev Andersen:

- Der vil komme demonstrationer, og der vil komme mere konflikt og alt sådan noget. Men det er jo ligegyldigt, for de har jo ingen opbakning fra nogen sider, så der vil komme en masse konflikter og en masse døde palæstinensere, og så vil det blive, som USA siger.