Dannevirke og Hedeby bliver international kulturarv

Det danske mindretal i Sydslesvig er begejstret over afgørelsen, der blev truffet ved et møde i Bahrain.

Voldanlæggene ved Dannevirke. Arkivfoto. (Foto: Carsten Andreasen/Ritzau Scanpix) (Foto: Carsten Andreasen © Scanpix)

Vikingebyen Hedeby og det historiske voldsanlæg Dannevirke i Nordtyskland blev i dag optaget på Unesco-verdensarvslisten.

Det besluttede Unesco på et møde i Bahrains hovedstad, Manama, ifølge nyhedsbureauet dpa.

Med beslutningen ligger der i dag 43 Unesco-verdensarvsliste-monumenter i Tyskland. Den tyske Unesco-chef, Maria Böhmer, siger til dpa, at dette er frugten af 14 års arbejde.

Dannevirke anses for at være det mest kendte forhistoriske forsvarsværk, hvis historie strækker sig fra jernalderen til 1864. Det består af omkring 30 kilometer vold fordelt på en række forgreninger, der tilsammen spærrer Jylland af på det smalleste sted.

Det danske mindretal i Sydslesvig, der har været med i ansøgningen via dets ”Danevirke Museum”, er også begejstret over afgørelsen.

- Dannevirke er et af Danmarkshistoriens stærkeste nationale symboler og Nordeuropas største fortidsminde. Det er den dag i dag noget helt særligt for os danske, siger en særdeles glad formand for Sydslesvigsk Forening (SSF), Jon Hardon Hansen.

- Vores Danevirke Museum har sammen med de tyske partnere lagt meget sved og hjerteblod i projektet og i dag har vi kunnet høste, tilføjer han.

Han påpeger, at SSF som mindretallets kulturelle hovedorganisation allerede i dag er med til at bevare, pleje og fortælle om voldanlægget.

/ritzau/ DR Nyheder

Facebook
Twitter