Dansk ambassadør: Håb om fred i Ukraine er spinkelt

Den ukrainske befolkning klynger sig til håbet om fred, men er ikke overbevist om fredsaftalens holdbarhed, siger Danmarks ambassadør i landet.

En fredsaftale skal løse konflikten i Østukraine efter mere end et år med kampe. Her ses en af de prorussiske oprørere i Donetsk. (Foto: © Andrey Borodulin, Scanpix)

Fredsaftalen i Ukraine har hverken gjort ukrainerne euforiske eller fået dem til at tro, at det bliver let at sikre freden. Det siger Danmarks ambassadør i landet, Merete Juhl, til DR Nyheder.

- Der er selvfølgelig en udbredt opfattelse af, at det er godt, hvis man kan få en fredsaftale. Men belært af Minsk-aftalen fra sidste år, der ikke holdt, så tænker folk også, 'lad os nu se, om den holder', siger hun.

Den nye fredsaftale indebærer, at alle kampe i Ukraine skal stoppe ved midnat lørdag, at alle tunge våben skal trækkes tilbage fra de områder, hvor kampene foregår, og at der skal afholdes lokale valg i Luhansk og Donetsk i Østukraine.

Svære udsigter for fredsaftale

- Som præsident Petro Porosjenko sagde i går, så var det svært at forhandle aftalen, og det bliver også vanskeligt at implementere den, siger Merete Juhl.

Den danske ambassadør understreger, at det er helt nødvendigt for Ukraine at få opbakning fra EU og resten af Vesten. Og det er ikke kun selve konflikten, som landet har brug for hjælp til at få afsluttet.

- Det gælder også i forhold til genopbygning og reformer af hele samfundet i europæisk retning. De har jo skrevet under på en associeringsaftale med EU sidste år, og det er den, der sætter kursen for, hvad der nu meget gerne skal ske med Ukraine, siger hun.

Den tyske kansler, Angela Merkel, og den franske præsident, Francois Hollande, har spillet en stor rolle i fredsforhandlingerne.

De har aftalt med Ukraines præsident, Petro Porosjenko, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, at de alle fire jævnligt skal mødes for at sikre, at fredsaftalen denne gang bliver overholdt.

Ukrainerne håber på fred

Alligevel er håbet om fred spinkelt for den ukrainske befolkning, der har levet med krigen i den østlige del af landet i over et år, siger Merete Juhl.

Samtidig er udsigterne til fred dog også helt nødvendige, påpeger hun.

- Hverdagen er kraftigt påvirket. Værdien af den ukrainske valuta, grynia, er blevet halveret, samtidig med at priserne er steget 40 til 50 procent på mange varer. Og det gør altså, at det er vanskeligt ikke mindst for pensionister og offentligt ansatte, der får deres løn udbetalt i grynia, overhovedet at få hverdagen til at hænge sammen, siger hun.

Over 5.000 mennesker har mistet livet, og et stort antal ukrainere har måttet forlade deres hjem på grund af urolighederne i landet.