Dansk delegation har besøgt børnene i fangelejrene i Syrien

En mindre dansk delegation har den seneste uge været i det nordøstlige Syrien.

(ARKIV) En kvinde har købt to plastikstole i shoppen i al-Roj-lejren. Her har en dansk delegation netop været. Kvinden på billedet har ikke tilknytning til Danmark. (Foto: GORAN TOMASEVIC © Scanpix)

En dansk delegation har i dag forladt det nordøstlige Syrien, efter at have besøgt de to lejre, der huser 19 børn og syv kvinder med tilknytning til Danmark.

Det bekræfter det kurdiske selvstyre over for DR Nyheder. Også udenrigsminister Jeppe Kofod bekræfter besøget i Syrien i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Som del af en politisk aftale har en delegation under den såkaldte taskforce opholdt sig i Syrien siden i mandags. Delegationen har haft til opgave at undersøge, om det er muligt at evakuere børn af danske forældre fra de to fangelejre, al-Hol og al-Roj.

Delegationen har ifølge DR Nyheders kilder "sandsynligvis" truffet alle fem kvinder med tilknytning til Danmark og deres sammenlagt 10 børn i den mindre al-Roj-lejr, mens man ikke traf kvinder og børn med dansk tilknytning i den større al-Hol-lejr, hvor delegationen udelukkende besøgte lejrens kontor.

Med i delegationen var repræsentanter for Udenrigsministeriet og fagpersonale, der skal vurdere, hvorvidt det er muligt at evakuere danske børn fra lejrene - uden deres forældre.

Delegationen bestod ifølge DR Nyheders oplysninger af omkring 15 personer inklusive chauffører, sikkerhedsfolk, tolke og lignende.

De sammenlagt syv kvinder, hvoraf tre er danske statsborgere, og fire har fået frataget deres danske statsborgerskaber, har alle været tilsluttet terrororganisationen Islamisk Stat. Af deres sammenlagt 19 børn er ni født i Danmark, mens ti er født i konfliktzonen.

Delegationens besøg, som af sikkerhedsårsager har været hemmeligholdt, afsluttes forud for, at benævnte taskforce den 19. maj forventes at komme med et forslag til, hvordan de danske børn kan hentes hjem.

Taskforcen, der skal undersøge muligheden for at evakuere børn af danske forældre fra lejrene, består af afdelingschefer fra Udenrigsministeret, Justitsministeriet, Udlændinge- og Integrationsministeriet, Forsvarsministeriet og Social- og Ældreministeriet, med Udenrigsministeriet som formand for arbejdet.

Allerede før denne uges besøg besluttede regeringen, at en fireårig pige er så syg, at de danske allerede har tilbudt at evakuere hende fra al-Roj-lejren i det nordøstlige Syrien. Men det bliver uden pigens danske mor og storebror.

Forud for taskforcens redegørelse har regeringen og oppositionspartierne lagt vægt på, at de ikke ønsker, at børnenes forældre skal med hjem, mens SF og de Radikale ønsker, at mødrene også bliver evakueret.

Der findes ingen præcise opgørelser over tilfangetagne statsborgere fra EU, der tilsluttede sig Islamisk Stat. Men ifølge de seneste estimater opholder mellem 940 og 1.140 europæere sig i de syriske fængsler og fangelejre. Heraf er de fleste børn.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk