Dansk designer: Fremtidens bil er elektrisk, delvist selvkørende - og kan genbruges

Henrik Fisker er tilbage med visioner om at tegne verdens mest grønne biler.

Den anerkendte danske bildesigner, Henrik Fisker, har tegnet nogle af de smukkeste sportsvogne for Aston Martin og BMW - inden han gik konkurs i USA med sit eget elbilfirma, Fisker Karma.

Nu er han tilbage med nye investorer og tegner på en serie biler, som han beskriver som verdens mest grønne: De er eldrevne og bygget af genanvendelige materialer.

Henrik Fisker har boet i USA i de seneste 20 år. Jeg møder ham i et industrikvarter i Los Angeles, hvor hans nye firma, Fisker Inc., har til huse.

- Der er ved at ske tre store ting, som kommer til at ændre bilindustrien for evigt: Det er selvkørende teknologier; det er konceptet med delebiler - og så er det elektrificering, siger Henrik Fisker.

Henrik Fisker er født i Allerød, men har haft sin karriere i udlandet. (Foto: Jacob Albert Lorenzen © dr)

Han mener, at det store gennembrud for elbiler kommer indenfor de næste tre-fire år, hvor de store bilfabrikanter verden over sender et utal af nye modeller med elmotorer på gaden.

- Vi ser, at batteriteknologien er blevet så god, at man kan få 500 kilometers rækkevidde på en bil, som er nok for de fleste folk. Og vi ser, at ladetiden bliver meget hurtigere, siger Fisker.

Firehjulstrækker i frihånd

Den første nye Fisker-bil, som efter planen kommer i produktion i 2021, bliver en eldrevet firehjulstrækker. Fisker har indtil videre kun offentliggjort billeder af fronten af bilen for ikke at forære konkurrenter for meget på forhånd. Men han tegner gerne bilen i frihånd på sit kontors tegnebord, mens han forklarer.

- Planen er at skabe verdens mest grønne bil. Så mange materialer som overhovedet muligt skal kunne genanvendes. Bilens tæpper bliver for eksempel fremstillet af et materiale, som er udvundet af gamle net og reb fra fiskeindustrien, siger Henrik Fisker.

Henrik Fisker tegner sin firehjulstrækker. (Foto: Jacob Albert Lorenzen © dr)

Med lette blyantsstreger viser han, hvordan bilens forrude kan skubbes langt frem, fordi der ikke ligger en motor og fylder foran. Det samme med bagsæderne - for der er ingen stor benzintank, som tager plads.

- Bilen skal sælges for 40.000 dollar (cirka 260.000 kroner i Danmark plus afgifter, red.), som er, hvad en standardbil koster i USA i dag. Vi går sammen med andre producenter om indkøb fra underleverandører og får dermed omkostningerne ned, siger Fisker.

Nye batterier med dobbelt rækkevidde

Den aktuelle topmodel fra Fisker Inc. er en eldrevet luksuslimousine kaldet 'Emotion'. Den er blevet præsenteret på flere biludstillinger som en prototype og er stadig under udvikling. Blandt andet arbejder Fiskers firma på at fremstille den næste generation af batterier og har afleveret en patentansøgning på såkaldte solid-state-batterier til de amerikanske myndigheder.

'Emotion' findes som prototype.

- Når vi er klar med dem, så regner vi med, at de kan køre dobbelt så langt som de batterier, der bruges i biler nu. De kan oplades utroligt hurtigt - på fem minutter kan man oplade 300-400 kilometer - og så vil de være mere sikre end lithium-ion-batterierne.

Men mens elbilerne ifølge Fisker får deres gennembrud om et par år, så mener han, at der går mindst ti år, før vi ser en selvkørende bil uden rat og pedaler. En række nye teknologier, som hjælper chaufføren og delvist kan køre bilen under visse forhold, vil gradvist blive almindelige i de kommende år. Men der er lang vej til biler uden chauffør:

- Problemet er, at en computer ikke kan improvisere, ligesom et menneske kan. Hvis det for eksempel har sneet, og vejskilte og midterstriber ikke er synlige, så vil en selvkørende bil standse, for den ved ikke, hvor den skal hen. Et menneske vil bruge viden om omgivelserne og køre afsted, selv om vejen ikke kan ses.

- Jeg tror, at de første fuldt autonome biler kommer til at køre i lufthavne og på områder, hvor man kan kontrollere forholdene, og der ikke pludselig kommer børn løbende ud på kørebanen.

Investorerne i Fisker Inc. tæller ifølge Henrik Fisker den store amerikanske koncern, Caterpillar, og en række private personer.

Se et større indslag med Henrik Fisker i 21 Søndag i aften kl. 21.00 på DR1.

Facebook
Twitter