Dansk diplomat fik sjælden adgang til at se gravpladsen i Izjum, mens ligene stadig blev gravet op

Repræsentanter fra 17 EU-lande er inviteret til det østlige Ukraine for at opleve krigens konsekvenser selv.

Krigen kommer under huden på en, når man selv er ude og se dens grusomheder, forklarer Jens Martin Alsbirk, der tog dette billeder, da han var ude at se de 440 gravpladser. Foto: Jens Martin Alsbirk.

Den danske diplomat Jens Martin Alsbirk stod i går ansigt til ansigt med en gravplads med 440 grave.

Sammen med 16 andre diplomater fra EU var han i byen Izjum i Ukraine, der for nylig er blevet befriet fra russiske styrker.

Efter befrielsen opdagede de ukrainske myndigheder en gravplads i et skovområde nær Izjum i den nordøstlige del af landet.

De ukrainske myndigheder havde inviteret ambassadørerne til at se krigens grusomheder med egne øjne. Den danske ambassadør i Ukraine var dog på tjenesterejse, og derfor måtte souschef Jens Martin Alsbirk træde til.

- Præmissen var at give os et indblik i, hvad der er sket. Den ukrainske ledelse går meget op i, at der er åbenhed omkring, hvad der sker og vil gerne have, at os udenlandske diplomater får mulighed for at se området, siger han.

Den Danske Ambassade i Ukraines souschef observerede, hvordan lig forsigtigt blev taget op af gravene. Foto: Jens Martin Alsbirk

Og besøget har da også gjort et uudsletteligt indtryk på ham.

- At se grusomhederne giver en bedre forståelse for den ukrainske frihedskamp og for de ofre, ukrainerne må tage på sig, siger Jens Martin Alsbirk.

Det er første gang, at danske myndigheder får adgang til området, fortæller han.

Jens Martin Alsbirk så bygninger i ruiner efter luftangreb på sin rundtur. Foto: Jens Martin Alsbirk

Afdækning af omfattende gravplads

Der var indlagt tre stop på turen for de europæiske diplomater. Først centrum af byen, så en politistation og til sidst gravpladsen.

Det er på ingen måde en almindelig del af jobbet som diplomat på en ambassade at skulle besøge gravpladser, hvor lig bliver gravet op.

- Jeg har ikke prøvet sådan noget før. Det var personligt en tankevækkende oplevelse. Man får krigen ind under huden.

Måske især derfor har synet af gravpladsen indprentet sig i Jens Martin Alsbirks hukommelse.

- Det var en stærk oplevelse. Det kunne jeg se, det også var for mine kollegaer.

Jens Martin Alsbirk beskriver, hvordan han ankom til et skovområde med grave markeret med kors og numre, hvor afdækningen stadig var i gang.

- De befandt sig i slutspurten af udgravningen. De gik i gang med en skovl, og så gravede de ned.

- De afdøde var ikke begravede i kister, men lagt direkte i jorden. Et stykke nede fandt man ligene, der forsigtigt og ordentligt blev hejst op.

- Hvis man havde lyst til det, kunne man se ligene, der typisk havde tøj på.

Der er fundet omkring 440 lig i området. Gravene er tidligere blevet beskrevet som massegrave, men der er tale om individuelle grave.

Det er også Jens Martin Alsbirks indtryk efter at have besøgt området.

- Der var 440 kors i området, og de regner også med, at der er 440 lig.

  • Efter byen Izjum blev befriet, er der fundet omkring 440 individuelle grave i udkanten af byen i en skov. (EPA/SERGEY KOZLOV). (Foto: © SERGEY KOZLOV, Ritzau Scanpix)
  • Ligene er blevet begravet direkte i jorden (EPA/SERGEY KOZLOV). (Foto: © SERGEY KOZLOV, Ritzau Scanpix)
1 / 2

Tegn på tortur

Ifølge de ukrainske myndigheder tyder det på, at flere er blevet tortureret, inden de døde.

Chefen for Kharkiv-regionens militæradministration siger ifølge CNN, at "der er lig med reb rundt om halsen, med hænder bundet på ryggen, med brækkede lemmer og med skudsår. Adskillelige mænd har fået amputeret deres kønsdele".

Det er ikke noget, Jens Martin Alsbirk selv har set under sit besøg. Men det er noget, der tidligere er set under krigen i Ukraine.

- Derfor kan man frygte, at det er sket igen, siger diplomaten.

FN vil snart ankomme til Izjum for at hjælpe ukrainerne med at lave obduktioner og kortlægninger af de mange lig.

Desuden har Danmark for nyligt meldt ud, at man vil støtte Ukraine ved Den Internationale Domstol.