Dansk dykker var med i redningsaktion: Drengene fik medicin for ikke at gå i panik

Fodbolddrenge var under medicinsk bedøvelse og fastgjort til dykkere under aktion, fortæller dansk dykker, der var med i aktionen.

(Foto: STAFF © Scanpix)

Den danske dykkerinstruktør Ivan Karadzic deltog i dag i den redningsaktion, der indtil videre har reddet fire drenge ud af den thailandske grotte.

Og han kan afsløre nye detaljer om, hvordan redningsaktionen foregik.

- Drengene var under medicinsk bedøvelse, så de ikke skulle gå i panik. De var ikke totalt bedøvede, men de reagerede ikke rigtigt. Drengene var fastgjort til dykkere på vej ud af grotten, fortæller han i Thailand til DR's internationale korrespondent Stéphanie Surrugue.

Ivan Karadzic har en dykkerskole i Thailand og er specialiseret i at dykke i grotter. Derfor har han meldt sig som frivillig i redningsaktionen.

I dag var han med i aktionen hele dagen. Han fortæller, at der stod en række dykkere undervejs i grotten og sikrede, at drengene og dykkerne fik nye flasker med luft. Drengene blev også løbende tjekket. Ivan Karadzic var med på sådan en post.

- Det er gået fantastisk godt. Jeg har det rigtig godt, men jeg er virkelig træt. Jeg kunne godt bruge noget søvn nu. Men jeg har det godt med, at vi har fået fire drenge ud, siger han.

Redningsaktionen går nu ind i en ny fase de næste timer. Ifølge Ivan Karadzic er der dog ikke tale om, at der bliver holdt pause.

- Der er under ingen omstændigheder nogen, der holder pause nu. Redningsaktionen fortsætter hele natten. Men vi har brugt alle tanke på at få de fire drenge ud. Så aktionen står ikke stille, men vi skal have nye tanke frem, for at få det næste hold drenge ud, siger han.

DR Nyheder talte med Ivan Karadzic, inden aktionen gik i gang. Her kunne kan berette om, at han forventede en vanskelig opgave.

- Hulesystemet går op og ned, til højre og venstre, og der er små trange steder. Så et af de problemer, jeg kan forestille mig, er, at slangen simpelthen sætter sig fast. Så du skal have dykkere stort set på hele ruten til at sikre, at slangen ikke sætter sig fast mellem to klippestykker.

- Det vil tage mange, mange timer i og med, at den hastighed, de kan bevæge sig med, vil være reduceret, i forhold til at dykke uden en sådan slange, sagde han.

Små doser medicin

Hvis man har medicineret drengene for at holde dem rolige, er det højst sandsynligt med en lille smule angstmedicin. Det vurderer Peter Qvortrup Geisling, læge og DR's sundhedskorrespondent.

Han har ikke kendskab til de nøjagtige procedurer i sagen, men har alligevel et bud på, hvordan forberedelsen af drengene finder sted.

- Det, man kan gøre i sådan en situation, er at give drengene en smule af den type medicin, man giver folk, der lider af angst. Bare i meget små doser, siger han.

Det er ekstremt vigtigt, at drengene ikke går i panik under vandet, siger Peter Qvortrup Geisling. Derfor kan det være nødvendigt at give dem noget beroligende medicin inden de skal dykke ud. Men kun i små doser, for det er samtidig vigtigt, at drengene er ved bevidsthed.

- Man bedøver bestemt ikke børnene helt, for de skal selv kunne hjælpe til og bevæge sig fremad under dykningen. Men man gør garanteret en masse for at berolige dem. Lader dem prøve udstyret på land og viser dem, hvordan de kan trække vejret i masken.

Facebook
Twitter