Dansk Energi: Faldende priser kan give grøn energi medvind

Dansk eksport nyder godt af lavere omkostninger ved grønne energiprojekter.

De faldende priser har blandt andet medført at man i Kina har skåret markant i støtten til byggeprojekter indenfor sol- og vindenergi. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Sol- og vindenergi er nu lige så billigt - og i nogle tilfælde endnu billigere, end fossile brændstoffer i mere end 30 lande. Det konkluderer en rapport fra World Economic Forum.

Ifølge beregninger foretaget af Bloomberg, er de gennemsnitlige priser på solenergi da også dalet med omkring 30 procent i år.

Der er to hovedforklaringer på de faldende priser, fortæller Lars Aagard, administrerende direktør i Dansk Energi.

- Den ene er, at man har forsket og har gjort teknologierne mere effektive.

- Den anden er, at grøn energi er blevet stor forretning, så det er blevet industrialiseret, så alle de processer, der er omkring havmølleparker og store solcelleanlæg er blevet optimeret af industrien, og så falder priserne.

Godt for Danmark

Vind og solenergiens nye konkurrencedygtighed kan komme til at give den globale grønne omstilling vind i sejlene, mener han.

- Det skulle gerne betyde, at det grønne tog har forladt perronen. Det er nok ikke kommet i mål endnu, for vi bygger stadig ting, der bruger fossil energi. Men den grønne omstilling er ikke til at stoppe.

- Det er godt for klimaet, og det er godt for dansk eksport, fordi vi særligt på vindteknologi er et af de absolut førende lande i verden, siger Lars Aagaard.

De faldende priser har blandt andet medført, at man i Kina har skåret markant i støtten til byggeprojekter indenfor sol- og vindenergi.