Dansk FN-observatør reddede kollegas liv

En dansk FN-observatør måtte give livsreddende førstehjælp, da deres kontrolpost i det sydlige Libanon blev beskudt.

Da en FN-observationspost i det sydlige Libanon i søndags blev beskudt, og en udenlandsk FN-observatør blev ramt, blev hans liv reddet af en dansk kollega.

Den danske FN-observatør på observationsposten ydede på stedet livreddende førstehjælp og hjalp den ramte observatør med at blive evakueret til et hospital i Haifa, hvor han kom under behandling.

Den danske observatør har det selv godt og har selv underrettet sine pårørende i Danmark.

11 af de ca. 150 ubevæbnede FN-observatører i Mellemøsten, UNTSO, er danske. To af danskerne befinder sig i Sydlibanon og en i de israelsk besatte Golan-højder på grænsen mellem Israel og Syrien. De to i Sydlibanon tilhører en observationspost ved byen Maroun Ras, som også i sidste uge blev ramt af israelske raketter.

Facebook
Twitter