Dansk Folkeparti har fået ny familie i EU: 'Det er ikke et trin ned ad magtstigen'

Ny højrefløjsgruppe bliver den femtestørste i Europa-Parlamentet.

Dansk Folkepartis nyvalgte europaparlamentariker, Peter Kofod (anden fra højre), glæder sig til samarbejdet med den nye højrefløjsgruppe. (Foto: François Lenoir © Scanpix)

EU skal ikke være en superstat, der bare tromler afsted uden at tage hensyn til de nationale særinteresser.

Det europæiske samarbejde skal derimod bygges på nationalstaterne og de forskelligheder, de hver især har.

Det var hovedbudskabet, da Europa-Parlamentets nye nationalkonservative og EU-skeptiske højrefløjsgruppe i dag blev præsenteret i Bruxelles.

- Vi har set, at forsøget på at lave en europæisk superstat langtfra har givet de fordele, der blev lovet af de ledende grupper, lød det tidligere på dagen fra gruppens leder, Marco Zanni, som er medlem af Italiens stærkt EU- og indvandringskritiske regeringsparti Lega.

Den nye alliance er blevet døbt ”Identitet og Demokrati”, og det glæder Dansk Folkepartis nyvalgte – og eneste – europaparlamentariker, Peter Kofod, som kommer til at blive en del af den nye gruppe.

- Det er godt og kort navn, der forklarer, hvad gruppen står for: At vi har mange forskellige nationale identiteter, som står solidt på det demokratiske grundlag, siger Peter Kofod, der hidtil har siddet i Folketinget for Dansk Folkeparti.

Peter Kofod (DF) glæder sig til at samarbejde med den andre EU-skeptiske højrefløjspartier i EU. (Foto: Aris Oikonomou © Scanpix)

Enhver nation skal beskytte sine grænser

”Identitet og Demokrati” kommer til at sidde på 73 af Europa-Parlamentets 751 pladser, og den bliver den femtestørste gruppe i Europa-Parlamentet - overgået af den kristenkonservative EPP-gruppe, den socialdemokratiske S&D-gruppe, den liberale gruppe, ”Forny Europa”, samt Den Grønne Gruppe, der består af en række venstrefløjspartier.

Udover Dansk Folkeparti - der i de seneste år har siddet i den EU-skeptiske ECR-gruppe - og italienske Lega er det franske Rassemblement National, det tyske Alternative für Deutschland og det østrigske Frihedspartiet også blandt medlemmerne.

Og ifølge deres politiske erklæring ønsker gruppen blandt andet at værne om medlemsstaternes ”frihed og suverænitet” og kæmpe imod, at EU udvikler sig til ”en europæisk superstat”.

- Medlemmerne vil modarbejde enhver ny magtoverdragelse fra nationerne til EU, står der i erklæringen.

Derudover vil gruppen arbejde for at indføre direkte demokrati i EU, hvor borgerne får mere at skulle have sagt, og styrke grænserne – både de indre og de ydre.

- Enhver nation har retten til at beskytte, kontrollere og have opsyn med deres egne grænser. Derudover er der også brug for en bedre sikring af EU's ydre grænser, lyder det.

Matteo Salvini, der står i spidsen for Lega i Italien, er en populær mand på den europæiske højrefløj. (Foto: SERGIO PESCI © Scanpix)

'Vi skal ikke ensrettes'

Selvom ”Identitet og Demokrati” står til at blive den største gruppe på den EU-skeptiske højrefløj, så kommer Europa-Parlamentet til at blive domineret af fire grupper, der i udgangspunktet er positive over for EU-samarbejdet.

Allerede på valgaftenen lød det fra den kristenkonservative gruppe, som fortsat er den største i gruppe i Europa-Parlamnetet, at der nu er behov for at styrke "den politiske midte".

Derfor er det uvist, hvilken indflydelse "Identitet og Demokrati" reelt får i det nye parlament, der formelt set træder til i begyndelsen af juli.

Marine Le Pen, der er leder af Rassemblement National, tror dog ikke, at de andre grupper kan undgå at samarbejde med dem.

- Vi bygger broer, vi laver strategier. EU er i komplet fornægtelse. De mener ikke, at der er sket noget. De mener ikke, at noget har ændret sig, sagde hun tidligere på dagen under et pressemøde i Bruxelles.

- Vi er stadigvæk en minoritet, men en større minoritet end vi nogensinde har været før, tilføjede Jussi Halla-aho, der er leder af det finske parti De Sande Finner.

Her kan du høre, hvad Marine Le Pen mener om den nye højrefløjsgruppe:

Peter Kofod er også overbevist om, at gruppen får noget at skulle have sagt i Europa-Parlamentet.

Og selvom Dansk Folkeparti går fra at sidde i ECR, der hidtil har været den tredjestørste gruppe i Europa-Parlamentet, til "Identitet og Demokrati", der som bekendt bliver den femtestørste, så mener han dog, at skiftet er en fordel for partiet.

- Jeg ser det ikke som et trin ned ad magtstigen. Jeg forventer, at der vil komme flere partier til. Derudover kommer ECR-gruppen til at blive domineret af det polske regeringsparti, Lov og Retfærdighed, og det vil ikke være attraktivt for os at blive der, siger han.

Peter Kofod tilføjer, at han ikke er nervøs for at blive klemt i den nye gruppe, hvor især Lega og Rassemblement National bliver dominerende.

Hvor Dansk Folkeparti fik et katastrofevalg og faldt fra fire til blot ét mandat, fik Lega omvendt et succesvalg med mere end hver tredje stemme i Italien.

Det italienske regeringsparti fik valgt 28 medlemmer ind i Europa-Parlamentet, mens Rassemblement National fik valgt 22 politikere ind. Og de to partier sidder på henholdsvis formands- og næstformandsposten i ”Identitet og Demokrati”.

- Jeg befinder mig godt i gruppen, og jeg føler mig hverken glemt eller klemt, siger Peter Kofod og understreger, at Dansk Folkeparti har været med i den inderste kerne omkring udarbejdelsen af den nye gruppe.

- Vi har været med fra begyndelsen af, og det gør, at Dansk Folkeparti står i en gunstig situation. Vi har været med til at forme den politiske kurs, så jeg mener, at det har været den rigtige beslutning at blive en del af ”Identitet og Demokrati”, siger han.

'Det bedste ud af situationen'

DF'eren ser heller ikke noget problem i, at der fortsat er mange ting, der adskiller medlemmerne af den nye gruppe. Ikke mindst forholdet til Rusland.

Hvor Dansk Folkeparti er et af de partier, der har været stærkt kritisk over for Vladimir Putins Rusland, har både Lega og Rassemblement National, der har Marine Le Pen som partiformand, udtrykt stor beundring for den russiske præsident.

- Gruppens udgangspunkt er, at medlemmerne er meget forskellige, og jeg kan godt leve med, at der er partier, som ser anderledes på magten, siger Peter Kofod og fortsætter:

- Vi skal ikke ensrettes, og Dansk Folkeparti kommer ikke til at mene noget bestemt, blot fordi alle andre mener det, siger han og afviser, at den manglende ensretning kan blive et problem i det kommende parlamentsarbejde.

Medlemmerne af Europa-Parlamentets grupper er ikke tvunget til at stemme ens. Men jo stærkere partidisciplinen er, des mere betydningsfulde bliver de, når forlig skal forhandles på plads.

- Det er ikke en ukendt situation for os. Vi har hidtil været medlem af ECR-gruppen, hvor vi også har stemt forskelligt. Derfor skal vi have det bedste ud af situationen, siger Peter Kofod.

De nye europaparlamentarikere har første arbejdsdag den 2. juli i år.

Facebook
Twitter