Dansk Industri om aflyste fly: Et tilgodebevis være godt nok

EU siger nej til flyselskaber, der vil droppe forbrugernes ret til at få penge tilbage for flybilletter.

Et utal af flyafgange er i de seneste måneder blevet aflyst som følge af coronakrisen. Det gør ondt på luftfartsbranchen. (Foto: WILLY KURNIAWAN © Scanpix)

Du har ret til at få dine penge tilbage, hvis din flyrejse er blevet aflyst.

Det var det klare budskab fra Europa-Kommissionen, efter at flere EU-lande, herunder Frankrig, Holland og Polen, har presset på for, at man skulle suspendere de nuværende passagerrettigheder.

- Det kan være en supergod idé at give en voucher, men det er bare meget vidtgående at sige, at man ikke kan få sine penge tilbage, lød det afvisende svar i går fra konkurrencekommissær Margrethe Vestager.

Men hos Dansk Industri (DI) ærgrer man sig over, at kommissionen ikke vil suspendere de nuværende regler, hvor en af rettighederne er, at passagererne kan få tilbagebetalt pengene for billetten inden for en uge, hvis afgangen er blevet aflyst.

Det kan nemlig blive en dyr omgang for de i forvejen hårdt trængte flyselskaber, forklarer Michael Svane, der er branchedirektør i Dansk Luftfart og DI Transport. Derfor mener han, at man fra politisk side fortsat bør presse på for, at flyselskaberne kan få lov til at tilbyde et tilgodebevis i form af en voucher til passagerne frem for at tilbagebetale pengene.

- Luftfartsselskaberne er presset på deres likviditet, og derfor synes vi, at det er den rigtige vej at gå i denne usædvanlige situation, siger han.

Hvorfor er der forskel?

Transportminister Benny Engelbrecht (S) er enig med Europa-Kommissionen i, at de nuværende passagerrettigheder ikke skal suspenderes, selvom coronakrisen gør ondt på flyselskaberne.

- Jeg frygter, at det på den lange bane kan det blive et forslag, som kommer til at gøre rigtig ondt på luftfartsindustrien som samlet hele, lød det i sidste måned fra transportminister Benny Engelbrecht.

Men tirsdag fremlagde regeringen og et flertal i Folketinget en aftale, hvor regeringen forpligter sig til at arbejde for, at man ikke længere skal kunne få sine penge tilbage, hvis rejsebureauet aflyser ens pakkerejse. I stedet skal man have tilbudt en voucher.

Flyrejser og pakkerejser ligger under to forskellige EU-regelsæt. Men når regeringen nu har forpligtet sig til at arbejde for vouchers, når det kommer til pakkerejser, bør den ifølge DI også gøre det, når det kommer til flyrejser.

- Det, vi forslår, er, at vi i lighed med pakkerejser også får mulighed for at sige, at passagerne får en voucher på 12 måneder. I Rejsegarantifonden er der en flykonkurs-kasse, og den kan man bringe i spil, så der er en konkurssikring. Vi har sagt til regeringen, at hvis denne her kasse bliver tømt, så kan staten jo låne penge til konkurskassen, så tilbagebetaler flyselskaberne, når de igen får indtægter, siger Michael Svane.

Europa-Kommissionen håber, at der snart kommer gang i luftfarten igen i Europa. (Foto: BENOIT TESSIER © Scanpix)

SF: Vouchers var ikke vores ide

På den måde mener Dansk Industri, at forbrugerne stadig har en sikkerhed, mens flyselskaberne ikke bliver tvunget til at betale nu og her, hvor de selv har brug for pengene. Men hos Forbrugerrådet Tænk er man yderst kritisk overfor Dansk Industris forslag.

- Vi synes, det er en rigtig dårlig ide, og vi håber, transportministeren vil stå fast på hans melding, hvor han lagde vægt på, at det er særdeles vigtigt, at vi holder fast i vores forbrugerrettigheder. Det, håber vi, også gælder flytrafikken, siger Anja Phillip, formand for Forbrugerrådet Tænk.

Heller ikke politisk er der lige nu opbakning til forslaget. Transportminister Benny Engelbrecht (S) skriver i en mail til DR Nyheder, at der er forskel på almindelige flyrejser og pakkerejser.

- Derfor er vi for vouchers på pakkerejseområdet, hvor der fastholdes samme forbrugerbeskyttelse på grund af Rejsegarantifondens beskyttelse mod konkurs, og vi er imod vouchers på flyrejser, fordi vi ikke kan sikre samme forbrugerbeskyttelse i tilfælde af konkurs hos et luftfartsselskab, skriver ministeren.

Hos de andre partier, der er med i aftalen, er der heller ikke opbakning til forslaget fra DI.

- Det vil jeg ikke bare lige sige ja til. Det kan gå udover forbrugerne. Det giver nogle problematikker. Vi prøver i første omgang med pakkerejser, og så må vi se, når vi får et svar på det. Det er ikke noget, jeg umiddelbart bare vil sige ja til, siger Hans Christian Skibby, erhvervsordfører i Dansk Folkeparti.

Heller ikke SF eller Konservative er positive:

- Jeg synes, det er møghamrende ærgerligt, at det med pakkerejse-vouchere overhovedet kom med i aftalen. Det var bestemt ikke vores idé. Så nu skal vi ikke lave mere voucher. Det er ikke nødvendigt, hvis du spørger mig. Der er mange frustrerede forbrugere, der kommer i klemme lige nu, siger Theresa Berg Andersen, der er erhvervsordfører hos SF.

- Der er nogle europæiske regler, og dem forholder vi os til. Så må vi se, hvis der kommer noget mere konkret på bordet, siger De Konservatives turismeordfører, Birgitte Bergmann.

EU: Vi har brug for tillid

Hos DI anerkender man kritikken.

- Det er heller ikke sådan, at jeg er sneblind i forhold til det, og jeg kan bare konstatere, at vi har en konkurskasse. Så det er jo ikke sådan, at vi bare stikker af og siger, at så kan folk få en voucher og håbe, at selskabet ikke går konkurs. Vi ønsker netop at sikre en forsvarlig løsning – ja, et sikkerhedsnet under, siger Michael Svane.

Selvom Europa-Kommissionen afviser at suspendere passagerrettighederne, så understreger den, at det kan være en god idé for passagererne at tage imod vouchers. Og den opfordrer nu også flyselskaberne til at gøre tilgodebeviserne så attraktive og fleksible som muligt.

Men reglerne bliver der ikke ændret ved. Og konkurrencekommissær Margrethe Vestager tror heller ikke, at de danske politikere får held med at suspendere pakkerejsedirektivet. For det vil heller ikke være i rejsebureauernes egen interesse at gøre det, mener hun.

- En af grundene til, at virksomhederne har det svært, er, at de dels skal refundere nogle billetter, og dels at folk ikke bestiller nye rejser. Hvis man skal have folk til at tro på, at de godt kan komme afsted, så er det fordi, man kan få sine penge tilbage, hvis det alligevel ikke kan lade sig gøre. Den tillid skal vi have genopbygget hos forbrugerne, siger EU-kommissæren.

Facebook
Twitter