Dansk journalist i Afghanistan: Når USA bomber provinserne, angriber Taliban i byerne

På godt en uge er flere end 130 personer blevet dræbt i Talibans angreb i den afganske hovedstad.

I weekenden blev 103 personer dræbt, da en selvmordsbomber fra Taliban-bevægelse sprængte en ambulance pakket med sprængstoffer i luften i Kabul. (Foto: HedayaTullah Amid © Scanpix)

For en uges tid siden blev et hotel i Afghanistans hovedstad, Kabul, angrebet, og den militante bevægelse Taliban tog skylden.

30 personer blev dræbt den dag.

Tre dage senere angreb bevæbnede mænd og en selvmordsbomber fra Taliban Red Barnets lokaler i byen Jalalabad, hvor mindst 11 personer blev såret.

I weekenden tog begivenhederne i det uroplagede land endnu en blodig drejning, da en selvmordsbomber i en ambulance pakket med eksplosiver sprængte sig selv i luften i den centrale del af Kabul.

Mindst 103 personer blev dræbt og 159 såret.

Men angrebene er langt fra enestående, men en del af en blodig tendens i det afghanske samfund, fortæller Sune Engel Rasmussen, der er mellemøstkorrespondent for Wall Street Journal og bosat i Afghanistan:

- Det, vi ser lige nu, er en del af en længere bølge af stigende vold, som har fundet sted i løbet af de sidste fire til fem år, men særligt siden 2014, hvor de internationale tropper trak sig ud af landet.

- Taliban er i gang med at vise, at de kan skabe kaos i byer som for eksempel Kabul og forsøger at udstille regeringens manglende evne til at sikre befolkningens sikkerhed, siger han.

Fordømmelse fra Trump

Angrebene i løbet af den seneste uges tid møder hård fordømmelse fra blandt andet USA's udenrigsminister, Rex Tillerson, der i går sagde, at Talibans brug af en ambulance som et våben i et angreb på civile viser en umenneskelig mangel på respekt for Afghanistans befolkning og over for alle, som arbejder for fred.

Og i dag fordømte den amerikanske præsident, Donald Trump, også angrebet og lovede, at han vil slå hårdt ned på Taliban.

- Når du ser, hvad de gør og på de grusomheder, de begår med at dræbe deres eget folk, og de folk er både kvinder og børn... Det er forfærdeligt, sagde han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Vi kommer til at afslutte det, vi skal afslutte. Det, som ingen andre har været i stand til at afslutte, kommer vi til at afslutte, sagde Donald Trump.

USA sendte tropper til Afghanistan i oktober 2001 for at slå Al-Qaeda ned og fjerne Taliban fra magten i landet.

I 2014 - efter 13 år i Afghanistan - blev de fleste tropper trukket hjem, og i dag har USA i omegnen af 11.000 soldater i landet.

Konsekvens af amerikanske luftangreb

Men på trods af de amerikanske soldaters tilstedeværelse, der også har betydet træning af afghanske sikkerhedsstyrker, er landets myndigheder ikke gearet til at håndtere truslen fra Taliban, vurderer Sune Engel Rasmussen.

- Den afghanske regering står overfor en enorm udfordring. Præsident Ashraf Ghani sagde for nylig, at hvis amerikanerne trak sig ud, så ville hans regering kollapse i løbet af seks måneder, siger han.

Det er ikke helt nyt, at den amerikanske regering med Donald Trump på præsidentposten vil sætte hårdt ind mod Taliban.

I september blev det annonceret, at yderligere 3.000 amerikanske soldater skulle sendes til det krigshærgede land. Men om de ekstra soldater har en reel effekt, tvivler Sune Engel Rasmussen på:

- Det er svært at se, hvad deres strategi vil være. Det ser ud til, at deres taktik er primært at skrue op for luftangrebene i provinserne, hvor Taliban besidder distrikter, siger han og fortsætter:

- Et af resultaterne er, at Taliban i stedet rykker ind i byerne og udfører større angreb. Det har vi både set i løbet af den forgangne uge og tidligere i år. Så det er en af konsekvenserne af de her øgede luftangreb i provinserne.

Facebook
Twitter