Dansk journalist i Beijing efter coronavirus: 'Mine venner er bekymrede for at mødes til middag'

De kinesiske myndigheder lukker nu Den Forbudte By på grund af coronavirusset.

Kinesiske myndigheder har lukket for al offentlig transport i tre af landets storbyer. (Foto: YUAN ZHENG © Scanpix)

I Kinas hovedstad Beijing er festlighederne i forbindelse med det kinesiske nytår blevet en del mindre festlige.

De lokale myndigheder har nemlig aflyst flere store begivenheder på grund af det nye coronavirus, der siden starten af måneden har skabt bekymring i landet.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Derudover har myndighederne ifølge nyhedsberauet AFP lukket Den Forbudte By, som er en af hovedstadens største turistattraktioner.

- Stemningen er trykket her i Beijing, fortæller Lise Floris, som er dansk journalist og bosat i Beijing.

Coronavirusset brød ud i millionbyen Wuhan i starten af året, og flere tilfælde er blevet konstateret i hovedstaden Beijing og andre kinesiske byer.

I alt er over 600 tilfælde bekræftet, og 17 personer er omkommet, skriver BBC.

Virussets udbrud kommer ubelejligt oveni det kinesiske nytår, som normalt giver de travleste rejsedage på året, hvor millioner af mennesker rejser hjem til deres familier for at fejre højtiden.

- Vi får løbende opdateringer fra myndigheder og medier. Og det her med rejse er et stort problem. Vi har fået at vide, at man skal være meget påpasselige med at være i store forsamlinger, og det er man jo i den grad, når man tager toget her i Kina med millioner af andre mennesker, siger Lise Floris.

Flere byer lukker ned for offentlig transport

Storbyerne Ezhou og Huanggang, som begge ligger tæt på Wuhan, hvor første tilfælde af virusset blev opdaget, har lukket for al offentlig transport i byerne, og de lokale myndigheder forsøger at få biografer og cafeer til at holde lukket.

Det samme gør sig gældende i virussets epicenter, millionbyen Wuhan. Her er myndighederne gået skridtet videre og har forbudt de lidt over 11 millioner indbyggere at forlade byen.

Også i hovedstaden Beijing tager indbyggerne deres forholdsregler, fortæller Lise Floris.

- Der har været tale om, at flere restauranter skulle lukke, men indtil videre er det ikke sket. Man kan dog tydeligt se, at restauranterne tager hygiejnen meget alvorligt. Alle medarbejdere bærer masker og vasker hænder meget ofte, siger hun.

Masker og håndsprit er udsolgt

Ifølge SVT, der har kontakt til en svensker bosat i storbyen Wuhan, er håndsprit og masker til at beskytte mod virusset udsolgt i hele byen.

Også i Beijing er det tydeligt, at indbyggerne forsøger at beskytte sig mod virusset.

- Det, der umildbart springer i øjnene, er, at 80 procent af folk her på gaden i Beijing har masker på. Man ved godt, at det er potentielt farligt at være i ude blandt mennesker, siger Lise Floris.

Det er ikke kun i offentligheden, at man i følge Lise Floris mærker bekymringerne.

- Mange af mine venner hernede er bekymrede for at mødes til for eksempel en middag med 10-12 venner, selvom de rent rationelt godt kan se, at der ikke er grund til panik, siger hun.

Det er ifølge Lise Foris minderne fra den SARS-epidemi, der ramte Kina og flere andre lande i Sydøstasien i 2003, der får folk til at bekymre sig.

- Det første, man tænker om den panikfølelse, der er ved at brede sig, er, at 'nu stopper I'. Men på den anden side, så kommer det nok fra dengang, vi havde SARS, som jo er et uheldigt fortilfælde, siger hun.