Dansk kriger i Syrien: Jeg er her til sejren eller døden

22-årige Ahmed Samsam fra Bellahøj er rejst til sin families hjemland Syrien for at kæmpe med oprøret. Han elsker Danmark, men kunne ikke holde ud at sidde foran fjernsynet og gøre ingenting. Men rejsen er også et opgør med hans mange domme og ophold i danske fængsler.

Syv år før Ahmed Samsam blev født flygtede hans far fra den syriske by Hama. Den nuværende præsident Bashar al-Assads far, Hafez, dræbte tusindevis af sunnimuslimer i 1982, og Ahmeds far var heldig at slippe levende ud. Han endte i Danmark, hvor Ahmed er født.
- Jeg elsker Danmark, jeg elsker friheden, fortæller Ahmed Samsam på trods af, at hans egen frihed har været berøvet af danske myndigheder en hel del gange. Han fik sin første dom som 15-årig og er på trods af sin unge alder et velkendt ansigt hos politiet.

- Jeg er opvokset i Vollsmose, så jeg har ikke haft de helt gode venner, så jeg sad i fængsel og havde masser af tid til at tænke, siger Ahmed.
- Jeg gider ikke det liv mere. Jeg har haft en kriminel løbebane i cirka 8-9 år. Ind og ud, ind og ud. Så jeg har været samfundet til belastning mange gange. Men nu føler jeg, at jeg er til aflastning og det er en følelse, der er titusindehundrede gange bedre end det andet.

For få måneder siden sad han i fængsel, men de seneste uger har Ahmed Samsam tilsyneladende fundet sit kald - i en voldsom krig i Syrien, hvor han bor på en skole med sin brigade, som han lever og kæmper med.
- Jeg ser mig selv som befrielsesmand, siger han, da jeg møder ham i Tyrkiet, hvor han er rejst til et par dage med en del af brigaden for at samle forsyninger.

Helle dø med ære end at leve uden

For nogle uger siden skrev han begejstret således på sin Facebook-side fra det nordlige Syrien:

Min religion, mit folk, min jord. Mit liv er én dråbe i dit hav, et sandkorn i din ørken, en sten i dine bjerge, et græsstrå i dine marker. Er klar til at ofre hver eneste dråbe for at skåne min ære. Hellere dø med ære end at leve uden. 30 dage i Syrien er mit livs højdepunkt.

- Vi er ofte under angreb - også fra luften. Men indtil videre har de ikke ramt os med raketterne. Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor hæren er så dårlig til at ramme, siger han.

Oprør handler ikke om tro eller ekstremisme

Ahmed er blevet en del af et oprør, som på det seneste har høstet kritik - både for en del af oprørets behandling af fanger, men også for ikke at være i stand til at forene sig som én opposition. Iagttagere opfatter i stigende grad krigen i Syrien som sekterisk og kompleks, men det afviser Ahmed.

- Det er en ingen troskrig. Jeg kender både alawitter (der tilhører Assad's sekt, red), kristne og andre, der kæmper med os. Oprøret er ikke rent sunnimuslimsk, som folk gerne vil gøre det til. Der er jo også sunnimuslimske generaler og soldater i Assads hær, som stadig kæmper med præsidenten, siger han og tilføjer:

- Oprøret er heller ikke ekstremistisk. Men jo længere tid der går, hvor Vesten ikke intervenerer, desto mere islamistisk bliver oprøret. Fordi vi får støtte fra islamister, men intet fra resten af verden. Det ændrer på sigt konflikten, mener Ahmed.

Har også været tæt på skud i Odense

Han erkender, at han til tider er bange, og at det kan få den ultimative pris at opholde sig i Syrien - også selvom han nogle gange bare deler humanitær hjælp ud.
Men i forhold til angsten og det at være tæt på døden, kan han dog trække på sin fortid. Engang i Odense var han "30 centimer fra at få en kugle i hovedet", så på nogle punkter er Syrien ikke så langt fra hans liv i Danmark.

- Jeg er her til sejren eller døden. Der er ingen anden mulighed. Jeg savner min familie, men det føles ubeskriveligt at være med til at befri mit land. Jeg kender til friheden i Danmark, den mulighed skal de også have i Syrien. Det skal være sådan, at man ikke kigger sig over skulderen, bare fordi man kritiserer regeringen.

Se historien om Ahmed Samsam i aften kl 21 i 21 Søndag på DR1.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube