Dansk Oxford-professor: Danmark skal gøre alt for, at ny virusvariant ikke spreder sig

En særlig smitsom variant af coronavirus får lande til at lukke for rejsende fra Storbritannien.

Der var trængsel på Paddington Station i London, efter Englands øverste sundhedschef havde bedt folk om at blive hjemme. (Foto: STEFAN ROUSSEAU © PA Wire/PA Images)

Mens en voksende række lande indfører flyve- og indrejseforbud til og fra Storbritannien, kæmper forskerne for at forstå den virusvariant, der er skyld i panikken.

De engelske myndigheder opdagede varianten i oktober, og nu mener de, at den er skyld i en voldsomme stigning af covid-19-tilfælde i det sydlige England.

Smitten har bredt sig nærmest eksplosivt, efter England kom ud af en månedlang nedlukning i begyndelsen af december, og nu står det altså så grelt til, at politikeren de facto har måttet aflyse julen.

En af dem, der følger den nye variant nøje, er danske Astrid Iversen, der er professor i virologi og immunologi på Oxford University.

Hun har i de sidste 30 år arbejdet med at lave sekvensanalyser af vira og har indgående kendskab til, hvordan en virusvariant som denne - med det mundrette navn “VUI2020/21” - kan sprede sig så hurtigt.

- Den forklaring, som de fleste synes er mest sandsynlig, er, at den er mere infektuøs, altså at den smitter nemmere. Jeg kan godt forstå, at folk er meget bekymrede, siger Astrid Iversen.

En bedre nøgle til cellerne

De engelske myndigheder vurderer, at den nye variant af coronavirusset er op til 70 procent mere smitsom, men det bygger på en matematisk modellering af, hvordan og hvor hurtigt den har spredt sig. Før det kan slås endeligt fast, skal det undersøges nærmere.

Men Astrid Iversen synes, de foreløbige data virker “meget overbevisende” og forstår derfor godt, at regeringen har indført skrappe tiltag i store dele af England.

- Man er nødt til at handle på det, der virker mest sandsynligt. Det er meget markant, hvor hurtigt den (den nye variant, red.) har spredt sig. Derfor regner man med, at det er mest sandsynligt, at den smitter nemmere, siger Astrid Iversen.

- Men man er nødt til at foretage funktionelle eksperimenter for at være helt sikker på, at det er tilfældet. Og det tager tid at lave - tid som man ikke har meget af i en epidemi, der udvikler sig så hurtigt som denne coronavirus-epidemi. Men de eksperimenter er helt sikkert i gang med at blive udført.

Årsagen til den øgede risiko for smitte skal findes i virussets spike-protein, der sidder på overfladen som små “nøgler” til celler i menneskekroppen. I den engelske variant er der 12-15 mutationer, som gør det lettere for virusset at “låse op” og få adgang til cellerne.

- Man kan sige det sådan, at nøglerne i det oprindelige virus var bløde, og at det derfor var svært for dem at komme ind i låsen i menneskekroppen. Men i den nye udgave mener man, at bindingen er mere stabil. Som om, nøglen nu er mere solid og derfor glider nemmere ind i nøglehullet og låser op, siger Oxford-professoren.

Der er ikke nogen tegn på, at det nye, muterede virus i England fører til et alvorligere sygdomsforløb eller flere dødsfald. Men den har altså lettere ved at komme ind i kroppen.

En lysavis fortæller borgerne i London, at antallet af coronatilfælde er meget højt i hovedstaden. (Foto: TOLGA AKMEN © Scanpix)

Ni tilfælde af varianten i Dammark

I modsætning til mutationen i de danske mink, som fik Storbritannien til at indføre et flyveforbud mod Danmark i november, er VUI2020/21-mutationen ikke opstået i dyr, men i mennesker - højst sandsynligt i det sydlige England, og den ser ud til primært at findes i Storbritannien.

Der er dog fundet ni tilfælde i Danmark af den allerede, og Astrid Iversen mener, det er “virkelig vigtigt”, at myndighederne i Danmark gør alt, hvad de kan for at undgå, at den her variant spreder sig.

- Tilfældigheder kan afgøre, om den har spredt sig i Danmark. Men det er kun noget, man kan vide, hvis man forsøger at undersøge det. Jeg håber, smitteopsporingen vil opspore de der har været smittet med den nye corona virus variant og undersøge, om de har sat gang i smittekæder, siger hun.

- Det er virkelig vigtigt at forhindre at denne variant breder sig i Danmark.

De danske myndigheder er heldigvis ligesom de engelske verdensmestre i at sekventere, og derfor er der god mulighed for at finde og opspore eventuelle tilfælde i Danmark.

Nødvendigt at “aflyse julen”

Da Storbritannien kom ud af endnu en nedlukning i begyndelsen af september, fik varianten så lov til at sprede sig for alvor, og nu er det for risikabelt at give den frit spil hen over julen, hvor folk mødes med venner og familie, som de ikke normalt ser.

Det er af den grund, de britiske premierminister Boris Johnson har set sig nødsaget til at aflyse de planlagte lempelser af restriktionerne hen over julen, som han ellers havde lovet briterne.

- Der skal ikke megen smitte til i den ældre befolkningsgruppe, før hospitalerne bliver endnu mere pressede. Derfor er det ekstra farligt, at vi oveni den i forvejen bekymrende situation og de ekstra mange smittemuligheder som julen og nytårets sammenkomster giver lægger en virusvariant, der ser ud til at spredes meget nemmere.

- Det er virkelig ikke noget, som man ønsker at tilføje i en epidemi, der i forvejen er på et højt niveau, siger Astrid Iversen.

Men der er håb. Når søndagen er slut, vil en halv million briter have fået den første del af coronavaccinen. Om tre uger får de den anden og er immune.

- Det, som er utroligt dejligt, er, at vi har to vacciner, som vi ved, virker. Og flere på vej. De bliver snart rullet ud, og selvom det måske kommer til at gå lidt langsomt i starten, så kommer de, siger Oxford-professoren og tilføjer:

- Hvis det pludselig skulle være vanskeligt at nå der til, eller at folk dør nu, fordi den her nye variant sætter ekstra fart på epidemien, ville det være voldsomt ærgerligt og trist - både i Storbritanien og Danmark og resten af verden. Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på.

Fra søndag blev det forbudt at rejse ud af hovedstadsregionen i Storbritannien. Det fik mange til at tage toget i sidste øjeblik. Se en video af trængsel på Euston station i London lørdag aften:

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk