Dansk parlamentariker efter tre timers søvn: Det bliver en dag på kaffe og pumperne

To personer er blevet dræbt i et angreb i Strasbourg, oplyser Indenrigsministeriet i Frankrig.

To har mistet livet, en er erklæret hjernedød og tolv meldes såret efter et skyderi i nærheden af et julemarked i den franske by Strasbourg i går.

Her til morgen jagter politi og militær stadig den formodede gerningsmand.

Flere danske EU-parlamentarikere sad stadig og arbejdede, da rygterne om skyderiet begyndte at løbe, fortæller Morten Løkkegaard, der medlem af parlamentet for Venstre.

- Vi var ved at gøre et gruppemøde færdigt og pakke ned. Vi havde sendt nogle assistenter i forvejen ud i byen for at bestille bord på en restaurant, og pludselig begyndte de at sende sms’er til os og skrev, at vi skulle holde os væk fra bymidten, fortæller Morten Løkkegaard.

- Kort derefter var der blå blink omkring parlamentet, og sikkerhedsvagter låste os inde i bygningen til klokken cirka fire i morges.

Sad og hang

Skyderiet foregik på et julemarked i den centrale del af Strasbourg. Europa-parlamentet ligger halvanden til to kilometer udenfor bymidten, vurderer Morten Løkkegaard.

Julemarkedet er Europas største, og det trækker mange gæster til byen.

Også byens indbyggere fik besked på at holde sig indendøre og væk fra gaderne i centrum i aftes.

Fransk politi patruljerer på det lukkede julemarked. REUTERS/Vincent Kessler (Foto: Vincent kessler © Scanpix)

- Man føler sig ekstra udsat, det kan ikke undgås. Nogle af mine kollegaer snakkede om, at det var fjerde gang, de oplevede noget lignende, siger han.

Også Margrete Auken, der repræsenterer SF i parlamentet, var låst inde i bygningen til klokken cirka 02.00 i nat. Hun vurderer, at omkring 100 parlamentarikere var tilbage og dertil kom i hvert fald to gange så mange medarbejdere.

- Vi var trætte og sad og hang. Vi anede ikke, hvad der skulle ske – vi kunne bare se i medierne, at gerningsmanden ikke var fanget endnu, siger hun.

Sov på briks på kontoret

Lidt før klokken 02.00 blev alle kaldt sammen, og der blev forsøgt at sende folk hjem. Nogle skulle køres afsted i en bus med politieskorte, men Margrete Auken fik selv et lift i en af parlamentets biler sammen med to andre til sit hotel, der ligger lidt udenfor bymidten. Der landede hun cirka klokken 03.00.

Chaufføren skulle køre på en fastlagt rute udenom bymidten, fortæller hun på denne morgen efter tre timers søvn.

- Vi har en hård dag i dag, og jeg tror ikke, at jeg er færdig før ved 22-23-tiden i aften. Det bliver en dag på kaffe og pumperne. Men jeg tænker ikke, at vi langer ud efter hinanden, hvis vi ikke er helt skarpe, siger hun.

Socialdemokraten Jeppe Kofod kunne ikke komme hjem til sit hotel. Det ligger nemlig i bymidten, som var afspærret. Derfor overnattede han på en slå-ud-briks på sit kontor.

- Man sover ikke så godt på sådan en smal briks. Det helt store spørgsmål er, hvad der kommer til at ske i dag. Jeg vil tro, at vi arbejder ufortrødent videre, men det er en dag med mange afstemninger, og folk har jo ikke haft mulighed for at se alt det materiale igennem, som de skulle have gjort, siger han.

- Vi må se, hvad der sker. Det er en ulykkelig situation, og her er en trykket stemning, siger han.

Slå-ud-briksen på kontoret, som Jeppe Kofod (S) sov nogle få timer på i nat. Foto: Jeppe Kofod

Efterforskes som terror

De franske myndigheder efterforsker skyderiet som terror.

Ifølge de lokale myndigheder er den mistænkte gerningsmand kendt af politiet for at have forbindelser til radikaliserede miljøer.

Ifølge flere medier var gerningsmanden mistænkt for et røveri. Politiet forsøgte at anholde ham tidligere på dagen og ransagede hans bolig, men han var ikke hjemme. I stedet fandt man sprængstoffer på bopælen.

Om aftenen ved 20-tiden åbnede den eftersøgte i stedet ild i centrum af Strasbourg.

Facebook
Twitter