Beredskabsmeddelelse

Brand i villa i Frederiksværk

Dansk skuespiller er kæmpe stjerne i Tyskland - men totalt ukendt herhjemme

Op mod fire millioner tyskere ser med, når Sidsel Hindhede toner frem på skærmen.

Når Sidsel Hindhede taler tysk, er den danske accent ikke til at tage fejl af. Den er et syngende, dansende islæt, der trænger gennem sætningerne som en spirende blomst gennem beton.

Sammen med den danske politijakke, det lyse hår og det sprudlende humør er accenten hendes kendetegn i den tyske krimiserie SOKO Wismar. Her spiller hun Stine Bergendal, en dansk betjent på udveksling i Tyskland.

- Til at starte med var det rimeligt skræmmende, siger Sidsel Hindhede om sin første tid som udenlandsk skuespiller i en stor tysk tv-produktion.

- Det var svært, fordi jeg ikke kunne sproget. Så jeg lærte alle mine tyske replikker udenad. Og så forsøgte jeg bare at reagere på, hvad de andre sagde, så godt som jeg nu kunne huske det.

Hun ler ved tanken. For imidlertid går det langt bedre med det tyske.

Blonde danskere

Sidsel Hindhede er 26 år gammel og kommer fra Viborg. Hun gik på Københavns Film- og Teaterskole, da hun forrige år hørte om en casting i Tyskland. Hun var én blandt 200 unge skandinaver, der kæmpede om rollen som Stine Bergendal. Og hun fik den. Uden at kunne ét ord tysk. Uden nogensinde at have spillet andre roller. Men på én betingelse:

- Noget af det første, de spurgte om til castingen, var, om det var OK for mig at farve mit hår lyst. Jeg tror, de havde en idé om, at når man er dansker, så skal man helst have lyst hår og blå øjne. Og der havde jeg kun en af delene, forklarer Sidsel Hindhede, mens hun ler igen.

Sidsel Hindhede i rollen som Stine Bergendal i serien SOKO Wismar.

I dag pendler den danske skuespiller mellem sit nye hjem i Berlin og østersøbyen Wismar, hvor SOKO Wismar optages. SOKO står for Sonderkommission – en særlig politienhed, hvor Stine Bergendal er den tilsyneladende blåøjede men i virkeligheden snu yngling. Der produceres 30 afsnit om året. Serien kører på 16. sæson. SOKO Wismar er med andre ord en institution i Tyskland.

Eksotisk indslag

Når den flimrer over skærmene hver onsdag, ser mellem tre og fire millioner tyskere med. Og mange af dem er ellevilde med Sidsel Hindhede. På gaden i Wismar bliver hun jævnligt stoppet af fans og stiller beredvilligt op til flokkevis af selfies.

- Det, at hun er dansker eller skandinav, gør, at hun virker sådan lidt eksotisk. Det tror jeg, mange folk godt kan lide, siger Mathias Junge, der spiller overfor Sidsel Hindhede i SOKO Wismar.

- Det er ikke længe siden, at der kom en ældre dame hen til os, mens vi var ved at optage et afsnit. Hun var nærmest ved at græde ved synet. Hun var kommet helt fra Rusland for at møde os, fortæller Sidsel Hindhede.

Og det virker som om, hun ikke helt har kaperet, at hun på kort tid er blevet en tysk kendis. En kendis, hvis overdimensionerede portræt smiler til tyskerne – fra siden af de store lastbiler, der kører rundt med filmudstyr til tv-serien.

Når man spørger Sidsel Hindhede, om det ikke er underligt at være et navn i Tyskland, som kun de færreste kender i Danmark, svarer hun:

- Man må jo gribe de chancer, der kommer i livet. Også selvom det er i et fremmed land og på et snørklet sprog.

- Min forhåbning er selvfølgelig, at det kan føre mig videre i livet i forhold til andre jobs i Tyskland eller Danmark eller i Hollywood, slutter Sidsel Hindhede, inden instruktøren råber 'und bitte!' – værs’go!

Så kaster hun sig ud i en ny scene og nye tyske replikker - med den umiskendelige, danske klang.

Se video med Sidsel Hindhede i toppen af artiklen.