Den 9. april 2011 brød de bahrainske sikkerhedsstyrker ind i den 50-årige danske statsborger Abdulhadi al-Khawajas lejlighed i Bahrain. Herefter slog de ham bevidstløs og førte ham bort. Det oplyste hans datter Zainab al-Khawaja til Human Rights Watch tilbage i 2011.
Under det arabiske forår havde den dansk-bahrainske menneskerettighedsforkæmper Abdulhadi al-Khawaja arrangeret og deltaget i en fredelig prodemokratisk demonstration i sit hjemland. Efterfølgende blev han ifølge flere organisationer uretmæssigt dømt til fængsel på livstid af landets diktatoriske regime for "at sprede had" mod kongen af Bahrain.
Siden fængslingen er Al-Khawaja, ifølge Amnesty International, blevet udsat for fysisk, psykisk og seksuel vold i fængslet. Han er Danmarks eneste fængslede menneskerettigheds- og demokratiforkæmper, men alligevel har han siddet fængslet i 12 år.
Selvom sagen ikke har fyldt meget i Danmark, har hans datter, Maryam al-Khawaja, ikke mistet modet. Derfor rejser hun i dag til Bahrain for at forsøge at skabe opmærksomhed om sin fars sag og måske få lov at se ham for første gang i ni år.
Maryam risikerer sin egen frihed - igen
Ifølge Maryam al-Khawaja har den danske regering kun været tæt på at få hendes far løsladt en enkelt gang. Daværende statsminister i 2012, Helle Thorning-Schmidt, sendte nemlig et brev til den bahrainske konge og landets premierminister i et forsøg på at få Al-khawaja løsladt.
- Det var den eneste tid, hvor vi kom meget tæt på at få min far løsladt fra Bahrain. Og det var, da han var på en sultestrejke i 110 dage, fortæller Maryam al-Khawaja til DR.
Al-Khawaja-familien undrer sig over, hvorfor Danmark ikke har lagt mere pres på Bahrain gennem EU og andre allierede lande.
- Der er så meget, som den danske regering kunne gøre, hvis de ville, og hvis der var en politisk vilje for at få min far løsladt fra Bahrain, siger hun.
Selvom Maryam al-Khawaja er sikker på sin beslutning om at tage til Bahrain i dag, så er hun stadig bange for, hvad der vil ske, når hun ankommer i lufthavnen. Det er nemlig ikke første gang, hun tager til Bahrain for at kaste lys over sagen.
I 2014 rejste Maryam al-Khawaja også til Bahrain for at besøge sin sultestrejkende far, men blev kort efter ankomst fængslet i 19 dage, hvor hun siger, at hun blev tortureret. I Bahrain har hun fire anklager mod sig, som handler om forsøg på revolution og omstyrtelse af kongen, samme paragraf, som faren er dømt for, fortæller hun.
- Med den måde som den danske regering har behandlet min fars sag, så har det sat mig i denne umulige position, hvor jeg er nødt til at tage tilbage til Bahrain, forklarer hun.
Hvis den danske regering lagde mere pres på Bahrain for at få hendes far løsladt, ville det altså ikke kun kunne redde ham, men også betyde, at hun ikke ville behøve sætte sin egen sikkerhed på spil ved at rejse til landet, mener Maryam al-Khawaja.
Generalsekretær for Amnesty International Danmark, Vibe Klarup, fortæller, at organisationens internationale generalsekretær og øverste chef rejser med Maryam al-Khawaja til Bahrain i et forsøg på at beskytte hende, når hun når frem.
Selvom Maryam al-Khawaja er nervøs for at blive fængslet igen, er hun klar til at løbe risikoen for at hjælpe sin far.
- Det er scary. Jeg er bange for at tage tilbage, men der er noget, som er vigtigere end at være bange for at ende i fængsel i Bahrain, og det er min fars liv. Jeg føler ikke, at jeg har andre muligheder, udover at rejse tilbage til Bahrain, siger Maryam al-Khawaja.
Større pres gennem EU og omverdenen
Thomas Fibiger, lektor på Arabisk- og Islam-studier ved Aarhus Universitet, har arbejdet med de arabiske Golf-lande i en årrække.
Og Danmark har et ansvar for at hjælpe danske statsborgere i udlandet, også Abdulhadi al-Khawaja, fortæller han. Det kræver international opbakning at kunne få rykket på noget.
- Især Storbritannien og USA er vigtige aktører, der uden tvivl ville kunne lægge mere pres på Bahrain, både på grund af de historiske-, politiske-, økonomiske- og sikkerhedsmæssige forbindelser, som de har haft til Bahrain, siger Thomas Fibiger.
Derudover pointerer han, at en stor del af den bahrainske eksilopposition bor i London og lægger kontinuerligt pres på den britiske regeringen gennem offentligt pres. Derfor er der mange i det britiske system og den britiske offentlighed, som er opmærksomme på problematikkerne i Bahrain.
Amnesty International Danmark har fulgt sagen og bakket op om Maryam al-Khawajas kamp for hendes fars frihed gennem 12 år. Ifølge Vibe Klarup har Amnesty også presset på for at hjælpe - indtil videre uden held:
- Vi har selv været i dialog med udenrigsministeren, borgerservice og de danske myndigheder og lagt pres på for at få al-Khawaja udleveret. Det lykkedes ikke indtil videre, og derfor tager Maryam det her ekstraordinære skridt ved selv at rejse til Bahrain, fortæller Vibe Klarup.
Regeringens ansvar
Maryam al-Khawaja har været i dialog med det danske udenrigsministerium siden sin fars fængsling. Hun har fremlagt beviser, analyser og eksperters vurderinger. De vurderer alle, at den mest effektive metode for at få hendes far løsladt er gennem offentligt pres.
- Desværre har Udenrigsministeriet i 10 år insisteret på, at den eneste måde, de kan få min far løsladt på, er gennem "private diplomacy", selvom alle eksperterne siger, at det ikke virker, lyder det fra en frustreret Maryam al-Khawaja.
Vibe Klarup mener, at det er helt uacceptabelt, at en menneskerettighedsaktivist og demokratiforkæmper sidder fængslet og mener, at der skal tales højt om det.
- Helt grundlæggende er det altid den danske regering og de danske myndigheders ansvar overalt i verden, hvor en dansk statsborger sidder uretmæssigt fængslet, at gøre alt, hvad der står i deres magt, for at få det menneske udleveret, forklarer hun.
Far sultestrejker
Abdualhadi al-Khawaja lider af hjertearytmi, hvilket han skal tage medicin for, men han kommer ifølge familien ikke til de regelmæssige lægetjek og kan derfor risikere at få et hjertestop når som helst.
Derudover er Abdulhadi al-Khawaja i sultestrejke på femte uge med 800 andre politiske fangere i Bahrain. Det er den største sultestrejke i landets historie.
- Lige nu risikerer vi, at min far dør i fængsel, fordi Udenrigsministeriet gerne vil vente og se, om deres "private diplomacy" virker, fortæller Maryam al-Khawaja.
Vibe Klarup fortæller, at fængslede menneskeretsaktivister lever under meget svære forhold.
- Vi ved, at Abdulhadi har været udsat for tortur og hård vold undervejs i sin over 12 år lange fængselsstraf. Han er også kommet hospitalet flere gange, uddyber Vibe Klarup.
Hun fortæller også, at Abdulhadi al-Khawaja som hjertepatient har brug for lægebesøg så ofte som muligt, men at det bahrainske fængsel ikke giver ham den nødvendige lægehjælp.
Udenrigsministeriet har ifølge Maryam al-Khawaja fortalt hende, at det lige nu ikke er det rette tidspunkt for statsministeren at involvere sig i sagen.
- Hvis det ikke er det rette tidspunkt nu, når min far risikerer at dø i fængsel, så ved jeg ikke, hvornår det rette tidspunkt er, siger Maryam al-Khawaja.
DR har bedt Udenrigsministeriet om et interview med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen om sagen. Ministeriet er ikke vendt tilbage på henvendelsen.