Dansk-svensk front mod Orbán: Ungarsk regeringsparti skal udelukkes fra partigruppe

Svensk partileder vil udelukke Ungarns regeringsparti fra Det Europæiske Folkeparti.

Ifølge Ulf Kristersson er Viktor Orbáns politik en trussel mod Ungarns retsstat. (Foto: TT News Agency © Scanpix)

Lederen af Sveriges næststørste parti, Moderaterne, Ulf Kristersson, vil udelukke Ungarns premierminister, Victor Orbáns, parti fra Det Europæiske Folkepartis Gruppe (EPP).

Det skriver han i en kronik i svenske Aftonbladet.

EPP er det største politiske parti af alle politiske institutioner i EU med flere end 70 nationale partier fra 40 lande.

Kristersson: Vil presse på for at udelukke Orbán

Ifølge Ulf Kristersson har udviklingen i Ungarn længe gået den forkerte vej.

- Viktor Orbán har skridt for skridt tilbragt de sidste otte år med at gribe kraftigt ind i den ungarske retsstat. Det handler blandt andet om en forværring af retsvæsnets uafhængihed, ytringsfriheden og beskyttelsen af minoriteter, skriver Kristersson.

Ifølge Kristersson vil han nu presse på for at udelukke Viktor Orbáns regeringsparti, Fidesz, fra EPP.

I den seneste tid er titusindvis af ungarere eksempelivs gået på gaden for at vise deres utilfredshed med en ny lov, som regeringen har vedtaget. Den gør det muligt for virksomheder at kræve op til 400 timers overarbejde om året uden at betale for det i efterfølgende tre år, hvilket har mødt hård kritik.

Ungarns premierminister, Viktor Orbán, har længe været en torn i øjet på medlemslandene i EU. (Foto: BERNADETT SZABO © Scanpix)

Pernille Weiss: Har fået nok af Orbán

Udmeldingen fra den svenske partileder kommer i en tid, hvor blandt andre Det Konservative Folkepartis spidskandidat til det kommende valg til Europa-Parlamentet, Pernille Weiss, har debatteret, om Ungarns gentagne regelbrud skal mødes med en udelukkelse fra EPP.

Og nu skal der ske noget. Det skriver Pernille Weiss i dag i Altinget.

- Jeg mener simpelthen, at EPP’s ledelse nu bliver nødt til at skride til handling - med en alvorlig suspendering fra gruppen eller en decideret eksklusion, skriver Pernille Weiss.

Dermed har hun ændret holdning siden i onsdags, hvor hun over for DR Nyheder understregede, at det er bedre at have Fidesz med i den konservative gruppe frem for at vende dem ryggen.

- Men Orban nærmer sig i den grad den røde linje, sagde hun onsdag.

Ryborg: Fidesz er vigtige for EPP

I tirsdags meddelte Europa-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, at Viktor Orbáns Fidesz ikke længere hører til blandt resten af Europas konservative partier.

Og netop Jean-Claude Juncker er i høj grad medvirkende til, at meldingerne om at ekskludere det ungarske regeringsparti kommer nu, siger DR's EU-korrespondent, Ole Ryborg.

- Viktor Orbán har i flere omgange provokeret de andre medlemmer. Men den seneste grund er, at Fidesz har lavet en kampagne, der viser Jean-Claude Juncker sammen med den ungarsk-amerikanske milliardær George Soros, som længe har været en torn i øjet på Viktor Orban.

Ifølge Ungarns indvandringskritiske og EU-skeptiske premierminister prøver George Soros bevidst at undergrave Fidesz-regeringen og skabe en ny, global verdensorden, hvor folk frit kan rejse fra det ene land til det andet.

Og i reklamen bliver Jean-Claude Juncker beskyldt for at være styret af George Soros og for at ville lave ”eksperimenterende immigrationsprojekter med afrikanske lande”.

Har brug for stemmerne

Dermed ser fremtiden som medlem af EPP sort ud for Fidesz, men ifølge Ole Ryborg kompliceres beslutningen om at ekskludere partiet af mange faktorer - blandt andet EP-valget til maj, hvor gruppeformanden for EPP, Manfred Weber, håber på at efterfølge Jean-Claude Juncker som Europa-Kommissionens nye formand.

Og derfor overvejes det grundigt, om det kan betale sig at lade Fidesz 12 medlemmer forlade den kristenkonservative gruppe.

- Det er stemmer, man har brug for. Derudover vil man være bekymret for, hvor Fidesz vil tage sine stemmer hen efter en eventuel udelukkelse. Fra EPP's side er man ikke interesseret i at stå svækkede tilbage i forhold til andre politiske grupper i EU, siger Ole Ryborg.

Facebook
Twitter