Dansk Syrien-kriger anholdt i Tyskland

Ifølge tyske Der Spiegel har tysk politi anholdt en dansk Syrien-kriger i byen Aachen.

En 22-årig dansk Syrien-kriger er blevet anholdt i den tyske by Aachen. Det skriver den tyske avis Der Spiegel.

Han er anklaget for at have bortført en 52-årig egyptisk mand i Aachen i begyndelsen af september og forsøge at afpresse penge af hans familie.

Den 22-årige skulle have været i Syrien to gange i løbet af 2013.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) vil overfor DR Nyheder hverken be- eller afkræfte anholdelsen.

Truede med kniv og skruetrækker

Danskeren skulle sammen med tre sammensvorne have tvunget den 52-årige mand i en bil ved at have truet ham med en kniv og en skruetrækker.

De skulle have bortført ham i en bil og kørt fra Aachen mod byen Düren. Under kørslen skulle de have foretaget en telefonopringning til mandens onkel og forlangt 10.000 euro for ham i løsepenge.

Danskerens forsvarer nægter overfor Der Spiegel, at der er beviser for, at det skulle være politisk motiveret.

Politiet i Aachen nægter at kommentere anholdelsen og henviser til Der Spiegel.

Nylig konvertit

Avisen skriver, at danskeren er konverteret til islam for nylig og hurtigt er blevet en del af de radikale miljøer.

Han skulle angiveligt have været i Syrien første gang i forbindelse med en nødhjælpsmission, men har siden sin radikalisering drømt om 'hellig krig mod de vantro' og poseret med blandt andet maskingeværer og panser.

Ifølge PET skulle der være omkring 100 Syrien-krigere med tilknytning til Danmark.

Anholdt dansker fra Østjylland

Den 22-årige dansker skulle ifølge DR Nyheders oplysninger være fra Østjylland.

Her har en specialgruppe under Østjyllands Politi og Aarhus Kommune ellers haft stor held med at stoppe unge muslimer fra at tage til Syrien og kæmpe.

Her vil leder af projektet, politikommissær Allan Aarslev fra Østjyllands Politi, ikke tage stilling til den enkelte sag, men siger:

- Vi har ikke stoppet alle, så succesfulde er vi ikke. Det ville også være for optismistisk at tro, især fordi det ikke er ulovligt. Og det er jo ikke alle, der lytter efter gode råd, siger Allan Aarslev.

Han siger, at han i sit arbejde 'aldrig har hørt om en lignende sag før', hvor en Syrien-kriger øjensynligt bortfører mennesker i andre lande for at skaffe løsepenge.

Facebook
Twitter