Dansk Syrisk Forening: Assad er uskyldig

Bashar al-Assad har ifølge Dansk Syrisk Forening aldrig angrebet civile mål med vilje, og slet ikke med kemiske våben, som USA siger.

En mand holder et foto af den syriske præsident Bashar al-Assad under en demonstration mod en mulig militær aktion mod Syrien. Sanaa, Yemen, 30. august 2013 (Foto: YAHYA ARHAB © Scanpix)

Fredag aften gjorde USA's udenrigsminister John Kerry et ihærdigt forsøg på at overbevise amerikanerne og resten af verden om, at det var Bashar al-Assad, der brugte kemiske våben i et angreb på en bydel i Damaskus i sidste uge.

Den danske forsvarsminister Nicolai Wammen mener, at amerikanernes bevisførelse ser troværdig ud. P1 Morgen har interviewet formanden for Dansk Syrisk Forening, Mohammad Mahfoud, og han er bestemt ikke enig med den danske forsvarsminister.

- Jeg er helt sikker på, at det bliver bevidst, at det ikke er den syriske regering, som står bag det her. Men uheldigvis, så har Vesten og amerikanerne allerede taget en beslutning. De har fordømt vores præsident og regering og sagt, at det er dem, der har gjort det. Men, jeg er overbevidst om, at det ikke er regeringen, som står bag det her, siger Mohammad Mahfoud.

Hvordan kan du vide det?- Den syriske regering har selv bedt FNs våbeninspektører, om at undersøge tidligere angreb med kemiske våben i Aleppo, hvor den Syriske Frie Hær og Al-Quada har brugt kemiske våben, der har dræbt syriske soldater og civile. For det andet, vil det være det rene vanvid, hvis den syriske regering vil begå en sådan forbrydelse, mens våbeninspektørerne er i Syrien. Det vil være rent selvmord for den syriske regering.

Men, man ved jo, at folk er døde på stribe som følge af den syriske regerings luftangreb. Hvorfor så ikke bruge kemiske våben?- Det er jo en krig, som de kæmper mod udenlandske jihadister fra Al-Quada. Men, den syriske hær har aldrig angrebet civile folk. Ikke med vilje. Det er ikke et mål.

Hvis det nu viser sig, at det var Assad, der stod bag det her kemiske angreb, hvordan vil det så stille dig i forhold til Assad?- Amerikanerne kommer selvfølgelig til at fremlægge deres falske beviser. Det største bevis, som amerikanerne har, er et telefonopkald, som blev udleveret fra israelerne. Amerikanerne har i virkeligheden ikke fremlagt nogen rigtige beviser. De siger, de ved, hvor raketterne blev affyret fra, og hvor de landede. Men russerne og kineserne har sagt noget andet.

Så intet kan overbevise dig om, at Assad-styret har brugt kemiske våben?- Nej, overhovedet ikke. Jeg kan ikke se et strategisk, militært formål med at angribe civile. Hvem har fået den største gevinst? Det har oppositionen, som virkelig har ønsket en militær intervention fra Vesten.

Kan du forstå, hvis nogen synes, det kan virke lidt argumentresistent, at man, på trods af det, der bliver lagt frem, stadig ikke vil tro på, at Assad-styret gør noget forkert?- Hvis vi kigger elleve år tilbage til Irak-krigen, og på hvor overbevidste amerikanerne var, om at Saddam Husein havde masseødelæggelsesvåben, så har det jo vist sig, at det var løgn. Hvorfor har vi ikke lært noget fra den krig?

Facebook
Twitter