Dansk topchef afviser israelsk premierminister: Fyringer er smertefulde, men nødvendige

Kåre Schultz med fortid i Lundbeck og Novo Nordisk lod sig ikke skræmme af krav fra højeste politiske niveau i Israel.

Benjamin Netanyahu (tv) og Kåre Schultz (th). (© Scanpix)

Den danske topchef i medicinalfirmaet Teva, Kåre Schultz, er blevet temmelig upopulær i Israel, og et møde på højeste politiske niveau har ikke hjulpet på situationen.

I dag afviste Kåre Schultz uden tøven en bekymret Benjamin Netanyahu, premierminister i Israel, der kræver, at Teva annullerer en stor fyringsplan, der har skabt uro og strejker i Israel.

Benjamin Netanyahu havde indkaldt den danske topchef til et "krisemøde", og han havde taget sin finansminister Moshe Kahlon og økonomiminister Eli Cohen med under armen for at lægge pres på Kåre Schultz.

Forud for mødet havde formanden for Arbejderpartiet i Israel, Abi Gabbay, opfordret premierministeren til "at gå hårdt" til Kåre Schultz.

- Premierministeren skal læne sig frem, se Tevas topchef i øjnene og uden omsvøb sige "glem det. Du fyrer ikke 1.700 mennesker i Israel", foreslog Abi Gabbay.

På mødte forlangte Benjamin Netanyahu og hans ministerkolleger angiveligt, at Teva lukker eller nedskalerer produktionen på en pillefabrik i Irland fremfor at fyre i Israel.

Det er uvist, om Benjamin Netanyahu kiggede danskeren i øjnene og sagde "glem det" - men resultatet blev ikke, som magteliten i Israel havde håbet.

- Besparelserne, som omstruktureringsplanen udløser, skal fastholde Tevas position som en stærk, global virksomhed, der bliver styret fra sin base i Israel, sagde Kåre Schultz efter mødet ifølge Bloomberg.

- Tiltagene er smertefulde, men absolut nødvendige, lød den klare besked fra den danske topschef til de israelske toppolitikere.

Lidt havde Kåre Schultz dog med til politikerne. Han tilbød ifølge Bloomberg, at Teva vil hjælpe staten med at efteruddanne de fyrede medarbejdere.

Der er store protester mod Tevas spareplaner flere steder i Israel. Her er det en demonstration foran premierminister Benjamin Netanyahus officielle kontor, hvor mødet med Kåre Schultz blev afholdt. (Foto: Abir sultan © Scanpix)

Fabrik i Jerusalem skal lukkes

Mødet er en reaktion på en stor spareplan.

Kort tid efter at Kåre Schultz, der tidligere har været topchef i både Lundbeck og Novo Nordisk, tiltrådte stilingen i Teva, annoncerede medicinalfirmaet, at der i løbet af de næste to år skal fyres 14.000 personer, heraf 1.700 ansatte i Israel.

Planen er blandt andet, at en fabrik i Jerusalem med 800 ansatte skal lukkes.

Teva er økonomisk hårdt ramt af patentudløb på et af selskabets egne produkter, prispres på kopimedicin samt en gældsbyrde på 35 milliarder dollar - knap 220 milliarder kroner - fra et virksomhedskøb.

Tevas fyringsplan har udløst en konflikt i Israel, som har vokset sig større og større, siden den blev offentliggjort torsdag.

Medarbejdere i medicinalfirmaet har reageret med arbejdsnedlæggelser og demonstrationer, og hundredvis af lufthavnsmedarbejdere i Tel Avivs internationale lufthavn har strejket i sympati - det har skabt aflysninger og udfordringer for flytrafikken.

Den israelske pendant til LO, Histadrut, beordrede i går, at alle Tevas fabrikker skulle lukkes i protest, og det israelske parlamentet har indkaldt et erhvervsudvalg for at drøfte krisen.

Som en protest mod fyringsplanerne blokerede Teva-ansatte en motorvej nær Neot Hovav i Sydisreal. (Foto: AMIR COHEN © Scanpix)

Største gyldne højtryk i Danmark

Kåre Schultz er en erfaren mand, og han har flere store fyringsrunder på CV'et. Den 56-årige økonom går blandt andet under navnet "hard Kåre".

Da han kom til Lundbeck i maj 2015, gik der 90 dage, før topchefen annoncerede, at der skulle fyres 1.000 medarbejdere i det danske medicinalfirma.

Kåre Schultz kom fra en stilling som viceadministrerende direktør i Novo Nordisk, og da han sagde op efter 26 år, fik han et gyldent håndtryk fra Novo Nordisk på 72,7 millioner kroner - aldrig før havde nogen dansk virksomhed givet så stort et gyldent håndtryk, skrev Børsen dengang.

Flere analytikere har kaldt Kåre Schultzs indsats i Lundbeck for "et strategisk mesterværk", fordi han fik iværksat besparelser og skabte gode resultatet på bundlinjen.

Tidligere administrerende direktør i Novo Nordisk Lars Rebien Sørensen (tv) Kåre Schultz (th) fremlægger regnskab for 2014. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2014) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Lundbeck-aktien steg fra et niveau på 130,50 kroner, da Kåre Schultz tiltrådte, til et niveau på 411,80 kroner den 8. september 2017 - tre dage før hans nye job i Teva blev annonceret.

Nyheden om jobskiftet fik ifølge Reuters Teva-aktien til at stige med næsten 16 procent - omvendt faldt Lundbeck-aktien med 13 procent samme dag.

Kåre Schultz får en grundløn i Teva svarende til 12,5 millioner kroner, herudover kommer en bonusordning på en ukendt størrelse og en 'sign-on'-bonus på en værdi svarende til lidt over 126 millioner kroner.