Dansk verdenspolitik: Derfor er Ilulissat-erklæringen vigtig

Kløften mellem Rusland og NATO bliver kun dybere. Men i Arktis er der enighed om at løse uenigheder i mindelighed.

Ilulissat erklæringen er underskrevet af de fem stater, som har kyst ud til Ishavet. Danmark er med via Grønland og Norge på grund af Svalbard. (Foto: GRAFIK: Mads Rafte Hein)

Den såkaldte Ilulissat-erklæring fra 2008 bliver i dag genbekræftet af Rusland, USA, Canada, Norge og Danmark/Grønland.

Det var Danmark, som i sin tid tog initiativ til aftalen, som tidligere udenrigsminister Per Stig Møller selv har omtalt som en af sine største bedrifter.

Men hvorfor er Ilulissat-erklæringen vigtig? DR Nyheder giver her et overblik:

Hvad er Ilulissat-erklæringen?

Erklæringen er et dokument fra 2008, hvor de fem stater, der grænser op til Ishavet, lover hinanden at løse uenigheder og konflikter i området i mindelighed, og ved hjælp af internationale organer og lovgivninger.

Samtidig fastslår de, at det er dem, som har den største interesse i området, og at der er styr på tingene.

- Den handler om alt muligt andet end sikkerhedspolitik: Afgrænsning af retten til havbunden, miljø og fiskeri. Men den har selvfølgelig et sikkerhedspolitisk sigte også, idet der da aftalen blev indgået var en frygt for, at kunne man ikke samarbejde om lavpraktiske spørgsmål, ville der måske udvikle sig konflikt i regionen, siger lektor på Institut for Strategi på Forsvarsakademiet, Jon Rahbek-Clemmensen, som var medforfatteren rapport om Ilulissat-erklæringen (pdf) tidligere i år.

Hvordan blev Ilulissat-erklæringen til?

Ilulissat-erklæringen blev til på dansk initiativ efter otte måneders forhandlinger med de fem kyststater, som grænser op til Ishavet, hvor Nordpolen ligger.

De tæller USA, Rusland, Canada, Norge og Danmark/Grønland.

Den 28. maj 2008 mundede anstrengelserne ud i Ilulissat-erklæringen. Den er opkaldt efter den vestgrønlandske by Ilulissat, hvor erklæringen blev underskrevet.

Alle landene var repræsenteret på ministerniveau, inklusiv Rusland, som sendte udenrigsminister Sergej Lavrov.

De tre øvrige arktiske stater Sverige, Finland og Island og repræsentanter for miljøorganisationer og regionens oprindelige folk var ikke inviteret - bortset fra Grønland, som var vært.

- Hvorfor skal Finland for eksempel have en ret til at definere spørgsmål, der har at gøre med Ishavet, når Finland ikke har nogen kyst ud til det? De spørgsmål, man fokuserede på, var kun vigtige for de fem kyststater. Samtidig er det nemmere at blive enige, når man kun er fem, siger Jon Rahbek-Clemmensen.

Hvorfor er Ilulissat-erklæringen vigtig?

Den 2. august 2007 plantede en russisk miniubåd et flag på havbunden under Nordpolen på 4.300 meters dybde.

Handlingen understregede en gang for alle, at der, som isen i området smeltede på grund af global opvarmning, i stigende grad var et kapløb om adgang til ressourcer og geopolitisk magt i det centrale Arktis i gang.

Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov(tv) bliver modtaget af statsminister Anders Fogh Rasmussen, før han sammen med udenrigsminister Per Stig Møller fløj til Ilulissat i Grønland for at underskrive Ilulissat-erklæringen i 2009. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Godt nok fandtes der forsamlingen af arktiske regeringer, Arktisk Råd, men dets største succes var på det tidspunkt fællesskab om klimaforskning. Der var mange emner, som rådet ikke dækkede.

Og for Danmark, som kunne se frem til at konkurrere med blandt andet Rusland om retten til havbunden under Nordpolen gennem FN's kontinentalsokkelkommission, var det et problem.

Samtidig ville et øget konfliktniveau i Arktis strække dansk militær, og få USA til at presse på for en større tilstedeværelse i Grønland.

- Aftalen er vigtig for Danmark af mange årsager. Den vigtigste er, at vi er et lille land i en region, der meget hurtigt kan udvikle sig i en uheldig sikkerhedspolitisk retning, siger Jon Rahbek-Clemmensen og fortsætter:

- Derudover var der et prestigeaspekt. Det er et sted, hvor Danmark kan markere sig og vise, at vi gør en forskel. Samtidig styrkede det båndet mellem København og regeringen i Nuuk, at man sammen kunne opnå et ret stort udenrigspolitisk resultat, siger han.

Hvorfor er det vigtigt at genbekræfte aftalen?

Officielt handler genbekræftelsen først og fremmest om at fastholde Arktis som et lavspændingsområde, uanset hvor højt bølgerne går mellem Rusland og NATO-landene i resten af verden.

Ikke mindst i lyset af, at der er en stigende tendens til militarisering af Arktis, hvor Rusland bygger baser hele vejen langs sin arktiske kyst, NATO-landene holder et stigende antal militære øvelser ud for Nordnorge, og USA overvejer at opgradere sin militære tilstedeværelse i Alaska.

Dertil kommer spørgsmålet om retten til havbunden under Nordpolen. Her mener både Rusland og Rigsfællesskabet at have ret, fordi begges krav tager udgangspunkt i et undersøisk højdedrag, som går mellem Nordgrønland og den russiske kyst.

Men Rusland kan forvente at få svar på sit krav inden for de næste år, imens Danmark, som indleverede sit i 2014, først kan forvente svar inden for de næste cirka 10 år. Den mellemliggende periode kan vise sig problematisk, skriver Forsvarets Efterretningstjeneste i sin 2017-risikovurdering.

Dertil kommer de fem underskriveres interesse i at beholde den arktiske førertrøje.

- Når man mener, at det er vigtigt at genbekræfte aftalen, er det jo for det første, fordi det er 10 år siden, og det er et godt tidspunkt at gøre det på. Men det er også vigtigt, fordi det er en mulighed for at markere at samarbejdet stadig eksisterer. Det er måske røget lidt i baggrunden i forhold til Arktisk Råd de senere år, siger Jon Rahbek-Clemmensen.

Er alle glade for Ilulissat-erklæringen?

I opløbet til underskrivelsen af erklæringen lykkedes det at tilfredsstille Norge, som var i gang med et lignende initiativ, ved at kalde Ilulissatmødet for en opfølgning og henvise til det norske initiativ i erklæringen.

Sverige, Finland og særligt Island var til gengæld utilfredse, idet de mente, at fællesskabet om Ilulissat-erklæringen skabte et konkurrerende forum til Arktisk Råd. Særligt var de bekymrede for fiskerirettigheder, idet mange bestande vandrer mellem Ishavet og længere sydpå.

Ilulissat-erklæringen var også en torn i øjet på blandt andet miljøorganisationerne, fordi den effektivt slog en pæl igennem håbet om en Arktis-traktat, som kan beskytte det sårbare arktiske miljø for overfiskning og minedrift.

Sådan en findes der for Antarktis, som giver regionen international status, uden at nogen stater har særadkomst.

Mere og mere udfordret

Med tiden har Ilulissat-erklæringen dog vundet accept som et nyttigt forum og referencepunkt og har ikke overtaget fra Arktisk Råd.

Til genbekræftelsen af erklæringen er både Island, Sverige og Finland inviteret, sandsynligvis fordi de oprindelige fem vil vise, at de er inkluderende.

De arktiske landes særeje på Arktis er dog i stigende grad udfordret, efterhånden som andre dele af verden banker på. Deriblandt Kina, som har fået observatørstatus i Arktisk Råd. Genbekræftelsen af Ilulissat-erklæringen er et forsøg på at holde dem stangen.

- Der er ingen tvivl om, at både Arktisk Råd og Ilulissat-erklæringen skal ses som staternes forsøg på at maksimere deres position i regionen i forhold til parter uden for Arktis, særligt EU, Japan, Kina og Sydkorea, siger Jon Rahbek-Clemmensen.

- Det store spørgsmål de kommende år bliver, hvilken rolle de her ikke-arktiske stater skal have i Arktis. Genbekræftelsen af erklæringen er et forsøg på at vise, at der allerede er et samarbejde. Hvis tingene ikke fungerede, var det nemmere for kineserne at sige: Vi skal have en helt anden orden i Arktis, siger han.

Facebook
Twitter