Danske Malene skriver homohistorie: Først til at blive gift i Florida

Malene Binau Bonnor skriver historie i Florida, når hun som én af de første homoseksuelle bliver gift tirsdag.

- Vi har ventet på den her dag det sidste år, fortæller 23-årige Malene Binau Bonnor, der senere tirsdag bliver gift med sin kæreste Carrie Sue Shak.

- Vi er med til at skabe historie her i Florida!

En forbundsdomstol afgjorde 21. august 2014, at statens forbud mod homoægteskaber strider mod den amerikanske forfatning. Afgørelsen er ikke blevet anket, og derfor træder de nye ægteskabsregler i kraft i dag 6. januar.

- Følelsen af at vi er ligeværdige med alle andre er fantastisk, siger Malene Binau Bonnor.

Får flere rettigheder

Parret kunne godt blive gift i Danmark - eller Chicago hvor Carrie kommer fra - men de rettigheder, de ville få som ægtefolk, gælder ikke i Florida. De rettigheder får de dog i dag, når de bliver gift.

- Min skole bliver billigere og jeg får lov til at arbejde. Lige nu er det Carrie, der forsørger mig. Alle mulige små, simple ting, som vi tager for givet i Danmark, bliver mulige for os, forklarer Malene Binau Bonnor.

Mange stater anerkender ægtes kaber

Samkønsægteskaber er nu tilladt i 36 ud af USA's 50 stater. I 25 stater er det sket ved en afgørelse fra en forbundsdomsstol, der kan annulere love vedtaget i de enkelte stater, som strider mod USA's forfatning.

I otte stater har den lovgivende forsamling selv vedtaget loven og i tre stater er det sket ved en folkeafstemning.

- Det er en proces, vi ser nu, og jeg tror ikke der vil gå ret lang tid før, at vi ser, at USA som nation kommer til at anerkende samkønsægteskab, siger forperson i LGBT Danmark, Søren Laursen.

Han glæder sig over, at homoseksuelle i Florida nu også kan blive gift.

- Men hvad der også er vigtigt er, at folk der har indgået ægteskab andre steder bevarer deres ægteskab, når de flytter til Florida. Hvis du før flyttede fra Californien til Florida, ville du blive anset for at være ugift, siger Søren Laursen.

Han understreger at det samme er tilfældet, hvis gifte homoseksuelle danskere flytter til EU-lande, der endnu ikke anerkender ægteskab mellem personer af samme køn.

FacebookTwitter