Danske muslimer: Vi er ekstra opmærksomme på sikkerheden ved dagens fredagsbøn

Muslimske foreninger herhjemme fordømmer terrorangreb mod moskéer i New Zealand.

Foreningen 'Muslimer for fred', der hører til Nusrat Djahan-moskéen i Hvidovre, fordømmer angrebet i New Zealand, hvor mindst 49 personer er dræbt. (Foto: Kristian Brasen © Scanpix)

Terrorangrebet mod to moskéer i byen Christchurch i New Zealand vækker bekymring hos foreningen Muslimer for fred i Danmark.

Det fortæller Imad Malik, som både er talsmand for foreningen og for Nusrat Djahan-moskéen i Hvidovre.

- Når vi har fredagsbøn i dag, vil vi være ekstra opmærksomme på sikkerheden. Et angreb som det får os selvfølgelig op på mærkerne, fordi det muligvis kan motivere andre til at begå samme angreb andre steder. At der er en galning i Danmark, der måske føler sig inspireret. Der skal meget få til at udføre et angreb, og det gør det skræmmende, siger han.

Indtil videre har myndighederne oplyst, at mindst 49 er blevet dræbt ved angrebet, og flere er såret.

Fire personer er i politiets varetægt, og Australiens premierminister, Scott Morrison, bekræfter, at en af gerningsmændene er en australier sidst i tyverne, der betegnes som en 'ekstremistisk, højredrejet, voldelig terrorist'.

Hos Muslimer for fred fordømmer man terrorangrebet.

- Vi fordømmer enhver form for terrorisme og ekstremisme, uanset hvem den begås af, og hvem den begås imod. Angrebet i New Zealand er en påmindelse om, at vi skal være opmærksomme på, hvilke elementer, der fodrer ekstremismen, siger Imad Malik.

Også Dansk Islamisk Trossamfund har udtrykt deres fordømmelse over angrebet i en pressemeddelelse, men ønsker ikke at uddybe i et interview.

Kameraer og vagter som sikkerhed

Politiets Efterretningstjeneste (PET) i Danmark oplyser til Ritzau, at man holder øje med situationen i New Zealand.

- PET er i tæt kontakt med relevante danske og udenlandske myndigheder. PET vurderer desuden løbende om situationen i New Zealand giver anledning til konkrete tiltag, lyder det i et skriftligt citat til Ritzau.

Ifølge Imad Malik har Nusrat Djahan-moskéen længe haft kameraer og vagter som sikkerhed mod et angreb.

- Når vi har det, er det fordi, vi føler en vis usikkerhed. Det er begrænset, hvad vi som frivillig forening kan gøre med sikkerheden. Jeg sætter min lid til, at myndighederne gør, hvad de skal, siger han og fortsætter:

- Da der i 2017 var et angreb mod en moské i London, blev vi kontaktet af PET, der fortalte os, at vi ikke skulle føle os truet, og at de holdt øje med situationen. Jeg ved ikke, om de vil tage kontakt til os i denne anledning, siger han.

Facebook
Twitter