To danske soldater dræbt i Afghanistan

To danske soldater er blevet dræbt under en patrulje i Afghanistan, oplyser Hærens Operative Kommando. De pårørende er underrettet.

Danske soldater i Gereshk-dalen i Afghanistan. (© HOK)

To danske soldater er blevet dræbt under en patrulje i Afghanistan, oplyser Hærens Operative Kommando. De pårørende er underrettet.

Omkring klokken 9 trådte en af soldaterne på en mine eller bombe og blev hårdt såret. Patruljen blev herefter beskudt med håndvåbenild. Den danske patrulje besvarede straks ilden.

Blev dræbt i redningsaktion

Sammen med britiske soldater rykkede andre danske soldater frem for at hjælpe den sårede, og en anden dansk soldat blev dræbt på stedet af en sprængladning.

Begge soldater blev evakueret med helikopter til felthospitalet i Camp Bastion, men den hårdt sårede soldat afgik ved døden i helikopteren.

De to dræbte danske soldater kommer fra Jydske Dragonregiment i Holstebro.

- Tabet rammer os alle hårdt. For familie og pårørende til de faldne soldater er det et næsten umenneskeligt tab. Også styrken nede i Helmand er dybt berørt over at have mistet to kammerater og kolleger, siger chefen for Hærens Operative Kommando, Poul Kiærskou.

18 dræbt siden 2002

Alene i år er ni danske soldater blevet dræbt i Afghanistan. Tabstallet er nu oppe på i alt 18 siden 2002.

Drabet på de to soldater kommer kun et halvt døgn efter, at kronprins Frederik og forsvarsminister Søren Gade forlod soldaterne efter et tre dage langt besøg i Afghanistan.

Der er for tiden cirka 690 danske soldater ved NATO's International Security Assistance Force (ISAF) i Afghanistan. De fleste befinder sig i og omkring Gereshk.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532efb2ba11f9d13d0d4b452