Danske soldater er ankommet til Mali – her venter der 'et meget giftigt miljø'

Mali i Vestafrika har i årevis været præget af kaos og uroligheder.

Franske soldater har brugt ni år på at jagte terrorister i området. (Foto: BENOIT TESSIER © Scanpix Denmark)

Jægersoldater, et hold af kirurger og andet personale fra det danske forsvar er i dag ankommet til det vestafrikanske land Mali.

Det skriver Forsvaret i en pressemeddelelse.

Her skal de være med til at stabilisere Mali og sikre beskyttelsen af civile i den såkaldte Sahel-region i Afrika mod terrorgrupper, skriver Forsvaret. Indtil videre skal det danske bidrag hjælpe med indsatsen i landet indtil starten af 2023.

I Sahel-regionen ligger også Burkina Faso og Niger - nærmere bestemt den centrale del af regionen. De problemer, der begyndte for ti år siden, har siden omfattet de lande også.

Og det bliver noget af en opgave for både de danske og internationale tropper, der allerede befinder sig dernede. For lige siden et militærkup i 2012, og yderligere to kup siden august 2020, samt terrorisme har der hersket kaotiske tilstande i Mali og resten af Sahel-regionen.

Giftigt og ustabilt miljø

Det er derfor et meget ustabilt land, der venter de danske soldater, ifølge DR's Afrika-korrespondent, Søren Bendixen.

- I ni år har franske soldater forsøgt at jage terrorister med tilknytning til ISIS og al-Qaeda, og samtidig har en stor fredsbevarende FN-mission forsøgt at beskytte befolkningen, men ingen af delene har været en succes, fortæller korrespondenten.

Samtidig har Mali været igennem to kup - I 2020 og igen i maj 2021.

De to kup har ikke gjort det nemmere. Kupmagerne har netop afvist at holde et lovet valg og vil i stedet sidde på magten de næste fem år. Det har frustreret nabolandene og Frankrig voldsomt, og man forsøger at straffe kupmagerne med sanktioner, men Rusland og Kina vil ikke være med til det, siger Søren Bendixen.

Frankrig har i årevis haft soldater på mission i Mali, men de er nu begyndt at trække sig ud. Det hul forsøger andre at udfylde.

- Det er blandt andet derfor, vi nu igen ser danske soldater på vej. Men til stor bekymring for Vesten, så er russerne også kommet til Mali og har overtaget nogle af de baser, som franskmændene har forladt, siger Søren Bendixen.

- Det er altså et meget giftigt miljø, danskerne ankommer til. De kan møde både IS og Al-Qaeda grupper, russiske militærrådgivere, og muligvis lejesoldater, samtidig med at de skal arbejde sammen med en hær, som har taget magten i Mali ved kup.

Det samlede danske bidrag består af omkring 90 personer, og de skal være en del af Task Force Takuba, som er en del af den franske anti-terror-operation "Operation Barkhane".

Store humanitære problemer

I Sahel-regionen er flere faktorer medvirkende til, at det hastigt er ved at udvikle sig til en af de værste humanitære katastrofer i verden.

En kompleks blanding af terrorgrupper med tilknytning til Islamisk Stat og al-Qaeda, etniske spændinger og dårligt fungerende myndigheder, har sammen med Covid-19 og voldsomme klimatiske udfordringer skabt grobund for en meget stor krise i Sahel-regionen.

Over 13 millioner mennesker har brug for humanitær assistance, og i 2021 blev over 800.000 mennesker drevet på flugt på grund af vold og konflikter. Samtidig risikerer man, at ustabiliteten spreder sig yderligere til fx Benin og Elfenbenskysten.

- Det, der startede som et kupforsøg i Mali 2012 har nu ti år efter sat en stor del af Vestafrika i brand, og det er meget svært at sige noget positivt om situationen, siger Afrika-korrespondent Søren Bendixen.

- Antallet af angreb fra islamiske terrorister steg voldsomt sidste år. Antallet af børn, der ikke kommer i skole på grund af usikkerhed og angreb, stiger hele tiden. Det samme gør antallet af internt fordrevne og folk, der har brug for fødevarehjælp.