Danske virksomheder lugter milliarder med ny corona-fond

EU's milliardstore genopretningsfond rykker et skridt nærmere i dag.

EU-landene kommer i de kommende år til at bruge milliarder af EU-kroner på den grønne omstilling. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Der kan være milliarder af eksportkroner at hente for danske virksomheder, som har med det grønne eller det digitale område at gøre, når EU’s enorme corona-genopretningsfond på 5.600 milliarder kroner i de kommende år skal foldes ud.

Mindst 37 procent af de penge, som Danmark og de andre medlemslande får fra fonden, skal nemlig bruges på grønne klimatiltag, mens mindst en femtedel skal bruges på den digitale omstilling.

Og det er ifølge brancheorganisationen Dansk Industri gode nyheder for det danske erhvervsliv, der allerede står relativt stærkt inden for begge områder.

- Danmark eksporterer mange grønne og digitale løsninger til resten af Europa. Men det her giver os mulighed for at eksportere yderligere, fordi der nu skal investeres ekstremt meget mere, lyder vurderingen fra administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen.

Danske løsninger

Eksporten af grønne og digitale løsninger til de andre EU-lande ligger samlet set på 95 milliarder kroner årligt.

Men ifølge Dansk Industris beregninger kan det stige med 11 milliarder kroner om året, hvis de danske virksomheder fastholder de nuværende markedsandele.

I dag er der foreløbig deadline for de genopretningsplaner, som medlemslandene skal indlevere til Europa-Kommissionen for at kunne få fingre i milliarderne.

Og den tyske regering har eksempelvis meddelt, at den vil bruge knap 33 milliarder genopretnings-kroner på klimaet, mens den italienske regering vil bruge milliarder på blandt andet nye højhastighedstog og mere energieffektive bygninger.

- Rigtig mange danske virksomheder kan levere de her løsninger til Europa. Enten som hovedleverandør af den samlede løsning, eller som underleverandør til andre, måske europæiske virksomheder, siger Lars Sandahl Sørensen.

Dansk glæde over eksportboom

Genopretningsfonden faldt på plads i juli sidste år efter hårde og intense maratonforhandlinger mellem EU’s stats- og regeringschefer.

Her blev medlemslandene enige om i fællesskab at låne det svimlende milliardbeløb, som skal bruges på at genopbygge EU-landene efter coronakrisen.

Størstedelen af pengene, 2.900 milliarder kroner, vil blive givet til medlemslandene som direkte tilskud, der ikke skal betales tilbage, mens de resterende 2.680 milliarder kroner vil blive stillet til rådighed for landene som lån.

Flere lande, heriblandt Danmark, var stærkt imod hele tilskudsdelen, og det var en af grundene til, at det tog lang tid for medlemslandene at blive enige.

- Jeg synes helt grundlæggende, at hvis man stifter gæld, skal man også selv betale for den. Det er det danske udgangspunkt, lød det dengang fra statsminister Mette Frederiksen (S).

Nu står Danmark til at modtage 11,6 milliarder kroner fra fonden. Og finansminister Nicolai Wammen (S) glæder sig både over de ekstra milliarder, som allerede er blevet brugt til blandt andet den grønne skattereform, og over udsigten til flere eksportindtægter fra resten af Europa.

- Det er en kæmpe chance for Danmark og danske virksomheder. Vi har nogle af de allerbedste virksomheder i verden, når der gælder grøn teknologi. Og når ikke alene Danmark, men alle EU-landene er forpligtiget til at bruge en stor del af de penge, de får, på den grønne omstilling, så er der et kæmpe potentiale, siger finansministeren.

- Det er vigtigt i forhold til vores klima, men også fordi vi har nogle af de allerbedste virksomheder. Så det her kan være med til, at vi kan indfri vores klimamålsætninger og samtidig skabe vækst og arbejdspladser.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk