Dansker anklaget for ekstremisme i Rusland: Er medlem af Jehovas Vidner

I Rusland er Jehovas Vidner blevet ulovlig. Nu risikerer danske Dennis Christensen op til 10 års fængsel.

Det første advokat Anton Bogdanov gør, da han træder ind på cafeen, er at tjekke det bagerste lokale.

Anton Bogdanov er advokat for den fængslede dansker Dennis Christensen, og det er først, da han har tjekket loftet for overvågningskameraer, at vi kan sætte os ved et cafébordene. Det er en alvorlig sag, han har fået mellem hænderne.

Dennis Christensen er sigtet for at være leder af en ekstremistisk organisation, og strafferammen er op til 10 års fængsel.

Anholdt for ekstremisme

Advokat Anton Bogdanov er gået med til at møde os en regnvejrsdag i juni, og sammen med ham er Dennis Christensens russiske hustru Irina Christensen i den sydrussiske provinsby, hvor parret har boet de seneste 10 år.

Det var også her, Dennis Christensen blev anholdt den 25. maj i år. Dennis Christensen er dansker, men har boet i Rusland med sin russiske kone de seneste 15 år. I hele deres liv har de været en del af Jehovas Vidner. Men nu sidder han varetægtsfængslet for ekstremisme, og Irina Christensen har ikke set ham, siden han blev varetægtsfængslet i slutningen af maj.

- Jeg sover dårligt. Det er så uvant en situation for mig. Og det værste er, at jeg ikke aner, hvad der vil ske nu. Jeg ved ingenting. Hvad skal jeg forvente? Får jeg ham at se igen? siger Irina Christensen.

Politiet brød ind under bibellæsning

I foråret afgjorde den russiske højesteret, at Jehovas Vidner er en ekstremistisk bevægelse, og at myndighederne har ret til at konfiskere bevægelsens ejendom i Rusland.

I maj afbrød politiet så en bibellæsning i det hus, hvor Dennis og Irina Christensen var til et almindeligt aftenmøde med de andre Jehovas Vidner i den russiske by Orjol, 400 kilometer syd for Moskva. Her konfiskerede de alles telefoner og tablets. Men kun Dennis Christensen blev fængslet.

- Han er anklaget for at have forbrudt sig mod paragraf 282 artikel 1 i den russiske straffelov. Han er med andre ord anklaget for at have organiseret en ekstremistisk organisation. Den højeste straf for det er op til 10 års fængsel, fortæller advokaten Anton Bogdanov.

Jehovas vidner bliver hjemme

Jehovas Vidner i Rusland har været udsat for et synligt pres fra myndighederne i flere år. Der har været en række sager, hvor medlemmer af Jehovas Vidner er blevet fyret fra deres job i offentlige stillinger med den begrundelse, at de tilhørte Jehovas Vidner.

Men efter Højesterets afgørelse i april er presset taget til, og i en række byer har politiet gennemført ransagninger af Jehovas Vidners møderum, som de selv kalder Rigssalen.

Ifølge Jaroslav Sivulskij, der er talsmand for Jehovas Vidner i Rusland, bliver medlemmer af organisationen hjemme i frygt for at lide samme skæbne som Dennis Christensen.

- Fængslingen af Dennis Christensen har haft en dramatisk indflydelse på de andre medlemmers fornemmelse af risiko og forfølgelse. Overalt i Rusland bliver Jehovas Vidner nu hjemme. De tør ikke længere mødes i større grupper, som de ellers plejer, siger Jaroslav Sivulskij.

Bøn og bibellæsning er kriminelt

Jaroslav Sivulskij møder os i en af Moskvas rigssale med plads til flere hundrede mennesker, men den står tom. Ikke bare nu, men alle ugens dage. For det er ganske enkelt risikabelt at dyrke sin tro offentligt nu, fortæller han.

- Ifølge de argumenter, vi har fra justitsministeriet, vil enhver, der fortsætter med at bede eller deltage i bibellæsning, blive anklaget for at være kriminel. Dennis Christensen står som et lysende eksempel. Det er ikke bare ord, men allerede en realitet nu. Det, der er sket med Dennis, kan ske for alle Jehovas Vidner i Rusland, siger Jaroslav Sivulskij.

- Ifølge vores forfatning har vi fuld religionsfrihed. Men i virkeligheden har vi ingen frihed overhovedet. Vi er ikke frie til at dele vores overbevisning, vores syn, vores bibelfortolkning. For det er forbudt, siger talsmanden.

Få tør stå frem

I Orjol er medlemmerne blevet skræmt af det dramatiske optrin, hvor deres bibelmøde blev afbrudt af maskerede og bevæbnede betjente, og advokat Anton Bogdanov fortæller, at mange er bange for, at det samme vil overgå dem, som er overgået Dennis Christensen.

- Faktisk er alle Jehovas Vidner i risiko for at blive fængslet ligesom Hr. Christensen, fortæller advokaten.

Derfor har det også været svært at få lokale medlemmer af Jehovas Vidner til at fortælle om ransagningen og om deres opfattelse af situationen i Orjol og i det hele taget i Rusland.

Men den midaldrende Valerij Bondarenko går alligevel med til at mødes og inviterer os hjem i sin lejlighed.

Mens han hælder kaffe op, fortæller han om Dennis Christensen, som han har kendt i 10 år.

- Han har siddet lige dér, hvor du sidder, siger han og peger på træbænken i køkkenet.

- Dennis er kendt som en sjov, respekteret og rar mand. Én, der altid klar til at hjælpe andre – og når man nu beskylder ham for at være en forbryder, så er der mange af vores medtroende, der er i chok, uddyber han.

Valerij Bondarenko fortæller, at Dennis Christensen er en dygtig håndværker, og undrer sig igen over anklagen mod det danske medlem af Jehovas Vidner.

- Hvis nogen har begået en forbrydelse, må det jo være mod nogen. Hvis noget udøver terror, må der være ofre. Hvis nogen er ekstremist, må der jo være nogen, der er kommet til skade. Men det er der jo ikke, siger han og ryster på hovedet.

Forskelsbehandling af religioner

Jehovas Vidner har været ilde set i Rusland i flere år, før Højesteret erklærede dem for ekstremistiske. Mange opfatter de seneste års stigende pres mod Jehovas Vidner som den ortodokse kirkes forsøg på at udøve kontrol eller regulering af Ruslands religiøse mindretal.

- Den russiske forfatning siger, at enhver religion er acceptabel i Rusland. Hverken forfatningen eller særlove skelner mellem religioner. Men virkeligheden er, at den ortodokse kirke og andre ikke bliver behandlet lige. Slet ikke Jehovas Vidner, siger Jaroslav Sivulskij.

Også hjemme i køkkenet hos Valerij Bondarenko føler man sin religionsfrihed trådt ned.

- Det er ethvert menneskes ret at vælge hvordan og på hvem, han vil tro. Hvordan han vil tilberede sin suppe. Om han vil lave borscht eller løgsupper, griner han og bliver så alvorlig.

- Vi har ret til at vælge. Men lige nu bliver jeg frataget min ret, og jeg tænker på, at jeg kan blive den næste, de kommer og tager. Min familie er bekymret, og alle vores trosfæller tænker på det: Hvad kommer der i morgen? spørger talsmanden.

Appelsag afgøres i dag

Dennis Christensen er varetægtsfængslet og sigtet for at lede en ”ekstremistisk organisation”. Undersøgelserne er stadig i gang, men hans advokat har appelleret varetægtsfængslingen.

I dag klokken 13 dansk tid afgør retten i Orjol, om Dennis Christensen fortsat skal være varetægtsfængslet frem til selve retssagen, der er sat til at begynde i slutningen af juli.

Men Dennis Christensens sag er en udløber af den store, nationale sag mod Jehovas Vidner i Rusland. Højesterets afgørelse, at Jehovas Vidner er en ekstremistisk organisation, er blevet appelleret og skal høres om lidt under en måned.

Hvis dommerne dér afgør, at kendelsen skal laves om, så vil sigtelsen mod Dennis Christensen frafalde.

Derfor kan danske Dennis Christensens skæbne nemt blive afgjort i et helt andet retslokale, end det han selv kommer til at sidde i i en sydrussisk provinsby.

Se indslaget om Dennis Christensen fra TV Avisen i aftes her.

Facebook
Twitter