Dansker har boet på lavineramt hotel: Det ligger helt øde

Hans Kruse har flere gange besøgt det italienske hotel, som ligger langt fra andre byer og i et turisttomt område.

Det italienske hotel Rigopiano, som i nat blev ramt af en lavine, der har kostet flere mennesker livet, ligger helt afskåret fra naboer.

Det fortæller den danske fotograf Hans Kruse, der har besøgt hotellet flere gange, blandt andet for at holde fotokurser i de naturskønne omgivelser.

- Det ligger op ad en bjergside i omkring 1.300 meters højde. Der er helt øde og ingen byer i nærheden. Om sommeren går der køer, heste og får rundt i området, som ikke har mange turister, siger han til DR.

Hans Kruse har flere gange besøgt det lavineramte hotel i Italien.

Hans Kruse beskriver hotellet som et spahotel og ikke et skisportshotel. Derfor kommer de besøgene, ifølge Hans Kruse, for at nyde spafaciliteterne, mens han selv har besøgt stedet, da det ligger tæt på en naturpark, som han synes er god at fotografere i.

- Det er et meget smukt og fantastisk område, siger han.

Mærkede jordskælv i oktober

Hans Kruse besøgte sidst hotellet i oktober sidste år, hvor der var jordskælv i den italienske region Umbrien, som kunne mærkes på hotellet.

- Vi fik store gyngende udsving. Hotellet gyngede frem og tilbage, siger han.

Facebook
Twitter